1. Vor Herre han er en konge stor
og troner i Himmerige,
dog mellem de kristne små på jord
usynlig han er tillige.
Men vor Fader i det høje, han lever!
2. Og kvaltes i barnemund Guds ord,
da toges Guds Søn af dage;
men de, som går i Herodes’ spor,
dem møder da og hans plage.
Men vor Fader i det høje, han lever!
3. Guds engle endnu så vel som før
gør alt, hvad han vil beslutte,
og låse man kan slet ingen dør,
at de jo derind kan smutte.
Men vor Fader i det høje, han lever!
4. Guds engle de stiger op og ned,
hvor Herren som helst er inde,
hans venner de bringer god besked
og skyder dem råd i sinde.
Men vor Fader i det høje, han lever!
5. Nu lystig og glad i Jesu navn!
Vor konge han er med ære,
og tjene må alt de små til gavn,
hvis broder han ville være.
Thi vor Fader i det høje, han lever!
