1. O, kommer hid dog til Guds Søn,
som er os alle nær i løn,
o, lad til ham os ile!
Han kalder både dag og nat
på hver en vandrer træt og mat,
han giver sjælen hvile.
2. Han råber til hver synder træt:
Mit åg er godt, min byrde let,
jeg hjælper selv at bære!
O, kom dog, gammel! kom dog, ung!
At syndens byrde er for tung,
det må jer døden lære.
3. Er du i dag end hvid og rød,
måske er du i morgen død,
slet ingen lever længe;
al verdens pral og verdens pragt
et øjeblik kun står ved magt,
som blomst i grønne enge.
4. Her hjælper intet kongeblod
og ej det stolte ungdomsmod,
ej dåd og hæderskransen;
om nogen bød al verdens guld,
det frelser ingen mand af muld,
han må til dødningdansen.
5. O, I, som bære Herrens åg
så tit med suk, misunder dog
ej verden sine glæder!
Den ser kun blomster på sin vej,
men skønt den ser og tror det ej,
den på en afgrund træder.
6. Hvad er al verdens lyst og nød
mod nådens trøst og hvilen sød?
Det altid I betænke!
Alt, hvad ved ordets sendebud
os lovet har den gode Gud,
det vil han også skænke.
7. Er det ej mer, end nogen mand
begribe og udtyde kan
af glæde og af ære!
I livets land, i glædens hjem,
i Herrens ny Jerusalem,
o, der er godt at være!