Kristenlivet - Modgang og håb

1. Gud ene tiden deler, han sårer, og han heler, han kender småt og stort; han intet ondt bestemte og intet godt forglemte: Alt, hvad han […]

1. Vågn op, du, som sover, stat op fra de døde, Krist lyser for dig!1 Op, ser du ej dagen, dens stråler at gløde af miskundhed […]

1. Ængstede hjerte, op af din smerte! Glemmer aldeles du alt, hvad du har: Frelserens venskab, nåde og kendskab? Endnu han lever og er, som han […]

1. Er du modfalden, kære ven, som tror dog på Guds Søn og beder i hans frelsernavn hans egen barne-bøn, 2. se du dig op til […]

1. Aftensukket, nattegråden, sjælevåndens rådvildhed gennem mørket ser Guds øje; dem hans hjerte ynkes ved, og endnu før hanen gol, siger han: Du morgensol! bring til […]

1. I falmende blade, du kølige vind! Tør mer ej med eder jeg gækkes? Hvad rager det mig, hvem der blegner om kind, mens efterårsdagene stækkes? […]

1. Vor Herre! til dig må jeg ty, for stærke er fjenderne mine, de tænke, at højt over sky du ænser ej tjenerne dine; du ej […]

1. Vor klippe vi slippe umulig, førend os hjælpen er sendt; lad være, vi ere uduelig, hvilket er noksom bekendt. Begære vi mere, vort Hoved!1 end […]

1. Midt igennem nød og fare vejen går til Paradis. Du må gennem torneris, o du Lammets brudeskare!1 Du må over bjerg og dal, hjem til […]

1. Skal fri og frelst vi hist Guds Himmel-bryllup gæste, tålmodighed må vist sin agt på målet fæste; så bærer den en byrde, som kæmper kunne […]

1. Vær trøstig, mit hjerte, bedrøv dig ej mer, tænk, at dig til bedste dog alle ting sker! Vil Gud det forordne, lad lyne og tordne, […]

1. Det er den daglig trøst, hvormed jeg undertræder al fortræd, ja, synd og død og Satan overvinder: Jeg har min Gud i hjertet fat, og […]

1. Som lilliens hjerte kan holdes i grøde, skønt solen de yderste blade har brændt, så ere de kristne ej indentil døde, skønt livet for verden […]

1. Stille er min sjæl til Gud, til min Gud, som hjælpe kan; verdens trøst kan snart gå ud, flyder hastigt bort som vand. Løb, min […]

1. Aldrig er jeg uden våde, aldrig dog foruden nåde, altid har jeg suk og ve, altid kan jeg Jesus se. 2. Altid trykker mine synder, […]

1. Sorrig og elendighed, suk og salte øjentåre tvinger mig så meget såre, for min Gud er blevet vred; jeg har gækken med ham spillet og […]

1. Min Gud, jeg gammel er og grå, stor svaghed vil mig plage, mig alderdom er kommen på med sorg og tunge dage; mit legems styrke, […]

1. Mig rinder så mange tanker i hu, Herre Gud trøste dem, som er bange! Hvad fordum er sket, det mindes jeg nu. Thi at sorgen […]

1. Hvem skal jeg klage mit sorgfulde mod? Herre Gud trøste dem, som er bange! Jeg klager for Gud, han kan bedst råde bod. Thi at […]

1. O, kommer hid dog til Guds Søn, som er os alle nær i løn, o, lad til ham os ile! Han kalder både dag og […]

1. Når i den største nød vi stå og vide ej hvorhen at gå, da er det alt vort håb og trøst at løfte op til […]