1. O søde Gud, din kærlighed
den haver ingen lige,
min sjæl, min mund, min tunge ved
den ikke at udsige;
jeg i en bundløs afgrund er,
når jeg det ret beskuer,
hvordan du kunne få mig kær,
som dog til intet duer.
2. Men du har elsket verden så,
at før den skulle blive
fordømt og ganske under gå,
din Søn du ville give,
som døden led i alles sted
for alles synd at bære;
jeg derfor er i tallet med,
thi ske dig evig ære!
3. Ja, hjerte Gud, din miskundhed,
dit bundløst gode hjerte,
så til os, da vi ilde led
i vor fortvivled smerte,
din blotte nåde forekom1
vor død og evig fængsel,
du har gjort fyldest for vor dom,
det var din lyst og længsel.
4. O glæde over glæde stor!
Jeg kan mig selv ej finde
udi den fryd, som i mig bor
og er i sjælen inde,
fryd i min Jesus, ham som gik
i borgen for min brøde
og holdt det ud til sidste nik,
da han på korset døde.
5. Det er ej nogen drøm og tant,
at jeg mig derved glæder,
thi det er både vist og sandt,
at mig hans uskyld klæder;
min dom, min død, min synd så led,
den lod han sig tilegne,
men mig igen retfærdighed
lod han ved sig tilregne.
6. På Jesus har jeg troen kast,
og ved den tro alene
jeg på min salighed er fast,
ej Satan skal formene
på Gud og på hans Søn at tro
og dér mit anker fæste,
hvor Ånden til min sjælero
vil sukke til mit bedste.
7. O fromme Jesus, lad din Ånd
mig herudi bekræfte
i dødens stund, at troens hånd
så fast ved dig kan hæfte,
at sjælens sidste sukke må
optrænge til Guds trone;
en nådig Gud jeg da skal få
og livsens herlig krone!