1. Over Kedron Jesus træder,
vader med sin bare fod.
Græder, alle øjne, græder,
græder, om I kunne, blod!
Se, hvor bladet er nu vendt,
alle buer nu er spændt,
som på Jesus ene sigter
og til døden ham forpligter.
2. David engang, tung om hjerte,
gik hen over Kedrons vand,
fuld af harm, af gråd og smerte,
flygtning i sit eget land.1
Men, o Jesus, måtte du
ikke ængstes mere nu,
du, som dig til døden skynder,
bær’ al verdens sorg og synder!
3. Går du ind udi en have,
som er folkets frydested,
angest vil sig straks tillave,
følger dig i hælen med.
Kom, o Adam, kom at se
ind udi Getsemane!
Se, hvor Paradisets lyster
Helved-angest af ham kryster!
4. Se, hvor skælver Jesu lemmer,
se, hvor ryster Gud og mand!
Tænk, hvor syndens byrde klemmer,
døden stormer livets land,
trænger ind i Jesu blod,
kniber ved hans hjerterod,
slider, saver, skær’ og stinger
som ti tusind giftig klinger.
5. Se, hvor våndefuld han falder
ned med bøn udi sin nød,
trende gange Gud påkalder,
beder, at den bitre død
og den kalk må vige hen,
er dog straks tilfreds igen!
hvad hans Fader kun behager,
derimod han gerne tager.
6. Se, hvor han med døden strider
ængstet i sin hjerterod,
se, hvor slangen ham nu bider
og ophidser alt hans blod!
Se, o se, hvor ængstes han!
Se, hvor giftig var den tand,
som med dødens kolde smerte
brød Guds Søns det rene hjerte.
7. Nu, så vil jeg mig da vende
hen til Kedrons sorte bæk
og fra verdens vellyst rende
i en bods og angers sæk!
Ind udi Getsemane
skal mit hjerte daglig se,
med hans pine, blod og møje
overstryge sjælens øje.
8. Når jeg som et blomster visner,
når jeg fældes skal som hø,
når at blodet i mig isner,
når jeg dåne skal og dø,
når den kolde sved går ud
af min ganske krop og hud,
da min Jesu svededråber
for min sjælefrelse råber.