1. På alle dine veje,
hvor sort det end ser ud,
gak rolig til dit leje,
og stol på Himlens Gud!
Han, som kan sky og vinde
og bølgen vise vej,
han vil en udvej finde
for dig, som glipper ej.
2. Vel giver han sig stunder,
den ene vise Gud,
før han med et vidunder
af nød dig hjælper ud.
Men ser han kun, du bier
på ham med tro og håb
og råber, skønt han tier,
da hører han dit råb.
3. Derfor på ham du lide,
hos hvem ej findes svig!
Kast al din sorg og kvide
på ham tålmodelig!
Da skal du se og kende,
han er en Herre viis,
som alt så véd at vende,
at han får evig pris.
4. Ja, Fader i det høje,
du alle drotters drot!
det klart dig står for øje,
hvad der til gavns er godt,
og som en helt udretter
med kraft og mod du alt,
hvad du dig foresætter,
hvorom det så end gjaldt.
5. Da allerstørst var nøden,
du spared ej din Søn,
for syndere fra døden
at bane udvej skøn;
dermed på hjælp af nåde
du sikkert pant os gav,
hvor grumt så end mon fråde
det vilde verdenshav.
6. Vor Gud, så lad det kendes
og klares, dag for dag,
at, som du vil, så vendes
al nød, hver kamp og sag,
så alle dine veje,
hvor sært de slynge sig,
dog fra hver afgrund dreje
og gå til Himmerig!