1. På Jesu død og blodig sår
begynder jeg mit kirkeår;
hans rejse til Jerusalem
gør, at jeg vandrer trøstig frem,
det sidste trin skal blive godt,
ret lige op til Zions slot.
2. På Jesu sande livsens ord
min tro og salighed beror;
den vej, han viser, vil jeg gå,
den arv, han lover, vil jeg få,
og uden ordets klare skin
jeg ej vil gøre mindste trin.
3. Min Jesus jeg mig ofre vil
og al den del, mig hører til;
ej noget er så godt og rart,
at det for ham skal blive spar’t,
hvad ham til ære kastes hen,
det findes tusindfold igen.
4. Jeg holder daglig kirkegang
med ordets læsning, bøn og sang,
hosianna mig i mund og sind
skal følge både ud og ind,
fordi, du Davids søn, du est
mit hjertes daglig frydefest.
5. O, Gud ske lov til evig tid,
at tiden er så himmelblid,
ret ligesom det var en vår
til evighedens kirkeår,
at vi kan her begynde på
for tronen nat og dag at stå.
6. Hosianna! milde Davids søn,
vor ærenpris og tusindskøn!
O, måtte dog den ganske jord
nu blive til et syngekor,
al verden til en helligdom,
fordi Guds Søn til verden kom!
7. Op, Zion! Læg din enkedragt,
ifør dig lysets brudepragt!
Strø palmer for hans fødders gang,
og mød din skat med frydesang!
Forkynd, hvor sød han er og blid
fra nu og indtil evig tid!