1. Op! thi dagen nu frembryder,
som den ganske verden fryder;
op! thi nådens gyldne år
frem med lys og glæde går,
som de gamle før så såre
ventede med længselståre.
Halleluja, halleluja!
2. Han, som mange majestæter,
fromme fædre og profeter
har tilforne villet se,
og det dog ej kunne ske,
han til os så kærlig kommer,
o, en yndig nådes-sommer!
Halleluja, halleluja!
3. Han, som Abraham var lovet,
menighedens liv og hoved,
Jakobs krone, sol og lyst,
alle folkes fryd og trøst,
han drog ind hos os omsider,
sagtelig til Zion rider.
Halleluja, halleluja!
4. Nu må skyggen bort sig vende1
og det billedværk få ende.
Hvad skal offerdyrets blod?
Jesus gav os evig bod.
Hvad har pagtens ark at sige?
Her er nådens rette rige.
Halleluja, halleluja!
5. Mose rige nu ophører,
Kristi friheds Ånd os fører,
borte er den trældoms frygt;
hvo Guds nåde ret har søgt,
kan sig i vor frelser fryde
børnefriheds stand at nyde.
Halleluja, halleluja!
6. Nu er forhæng sønderrevet,
og en indgang åbnet blevet
i Guds helligdom at gå,
for ham uden frygt at stå;
han, som verdens lys er blevet,
nattens mørkhed har fordrevet.
Halleluja, halleluja!
7. Derfor, Zion, op at sjunge
og velsigne denne konge,
giv ham mund og hjerte til!
Du er brud, med dig han vil
riget dele; lad dig føre
ham til offer, lad dig høre:
Halleluja, halleluja!