Pandeben! – Godt det gror!
Bag ved det forstanden bor.
Den vil læse, den vil lære,
bringe dig i agt og ære,
sidde som en holden en
bag det stolte pandeben!
Øjesten! – Nej hvor klar!
Tror jeg ikke, to du har!
Se dog bare, hvor de klares,
jeg kan se dig, oh bevares,
lige ind i hjerteben!
du, min egen øjesten!
Næsetip! – Hvilken hest!
Et par briller rider bedst.
Når du ikke vejen kender,
rider du, hvor tippen vender
hvilken lille stumpet snip!
Hesten hedder næsetip!
Mundelip! – Frisk og rød!
Er det sandt, du er så sød!
Kan jeg tænke mig bide!
vil ej tænderne mig bide!
Jeg vil tage kysset – svip!
Det tog jeg fra mundelip!
Hageflip! – Det er vist,
hageflippen kommer sidst.
Men i kløften, som jeg hører,
er det nok en luks, der kører;
det går over næseflip,
mundelip og hageflip!
Dikkedik! – Hvad er det!
Vil du sidde rank og ret!
Så skal jeg nok luksen finde,
thi jeg ved han er derinde.
Oh, nu fik jeg ham, den strik!
Dikke, dikke, dikke, dik!