1. Så vide om land, som sol monne gå,
ej menneskesjæl er at finde,
som Herrens nåde ej ved at nå,
når hjertet ham gerne vil vinde.
2. Han ser hver længsel i sjælens grund,
som efter det evige higer,
han hører hvert suk, som i nattens stund
fra dybet mod Himmelen stiger.
3. Han tænder sit lys på den vildsomme vej,
hans stjerne for ånden oprinder,
den stråler og vinker og standser ej,
før hjertet sin frelsermand finder.
4. Og var du end skjult i den mørkeste vrå,
og kendte dig ingen på jorden,
og var du blandt alle, som sorgfulde gå,
den allerelendigste vorden –
5. ja, tårned sig synder som bjerge i sky,
og sortnede alt for dit øje,
og blev hvert minde dig tungt som bly,
og så du kun lyn i det høje –
6. o, higer din sjæl imod sandheds Gud,
og kalder på ham du derinde,
han ved dog vej for sit nådebud,
din frelser du dog skal finde.
7. Og finder du ham, da finder du alt,
hvad hjertet kan evig begære,
da rejser sig fluks hvert håb, som faldt,
og blegner så aldrig mere.