1. Som den gyldne sol frembryder
gennem den kulsorte sky
og sin stråleglans udskyder,
så at mørk og mulm må fly,
så min Jesus af sin grav
og det dybe dødens hav
opstod ærefuld af døde
imod påske-morgenrøde.
2. Tak, o store sejerherre,
tak, o livsens himmelhelt,
som ej døden kunne spærre
i det helvedmørke telt!
Tak, fordi at du opstod
og fik døden under fod!
Ingen tunge kan den glæde
med tilbørlig lov udkvæde.
3. Jeg kan finde i mit hjerte,
at min sjæl har trøst deraf,
som kan lindre al min smerte,
når jeg mindes kun din grav
og betænker, hvor du lå
udi dødens fæle vrå
og stod op med kraft og ære.
Hvad kan større glæde være.
4. Ligger jeg i syndens bøje,1
ligger jeg i armod ned,
ligger jeg i sygdoms køje,
ligger jeg i usselhed,
ligger jeg fortrængt, forhadt,
og af verden slet forladt,
skal jeg hus i graven tage,
o, her er dog håb tilbage.
5. Du for synden engang døde,
dermed er min synd betalt;
armod, usselhed og møde,
ja, min sygdom bar du alt;
jeg ved dig oprejses skal,
og af dødens dybe dal
skal jeg hovedet oprette,
al min nød kan det forlette.
6. Synd og død og alle pile,
alt, hvad Satan skyde kan,
ligger brudte ved din hvile
udi gravens mørke land.
Dér begrov du dem og gav
mig en sikker trøstestav,
at ved din oprejsnings ære
jeg skal sejerspalmer bære.
7. Du til livet mig skal vække
ved din stor’ oprejsnings kraft.
Lad kun gravens jord mig dække,
orme tære al min saft,
ild og vand opsluge mig;
jeg dør i den tro til dig,
at jeg skal til liv opstande
ud af dødens grumme lande.
8. Søde Jesus, giv mig nåde
ved din gode Helligånd,
at jeg så min gang kan råde
og vejledes ved din hånd,
at jeg ej skal falde hen
udi dødens svælg igen,
hvoraf du engang mig rykte,
da du døden undertrykte.
9. Tak for al din fødsels glæde,
tak for dit det Guddoms-ord,
tak for dåbens hellig væde,
tak for nåden på dit bord,
tak for dødens bitre ve,
tak for din opstandelse,
tak for Himlen, du har inde,
dér skal jeg dig se og finde!