1. Som lilliens hjerte kan holdes i grøde,
skønt solen de yderste blade har brændt,
så ere de kristne ej indentil døde,
skønt livet for verden er ikke bekendt;
hvad ingen kan fatte,
hvad ingen kan skatte,
har de så livagtig indvortes befundet
at være som lyset i mørke oprundet.
2. De ere vel ellers af Adam som andre
og bære det jordiske billede med;
de våge og sove, arbejde og vandre,
og lide så vel som de andre fortræd;
i jordiske skikke,
i mad og i drikke,
man ser dem ej noget særdeles at gøre,
kun at de af verdens lyst intet vil høre.
3. De ere vel svage, dog verden forsvare,
i Himlen de leve, på jorden dog gå,
de nyde Guds fred i den yderste fare,
dem fattes, dog alting de har og formå;
i skændsel og skade
de blive dog glade,
udvortes de synes som visne og døde
og stå dog indvortes i dejligste grøde.
4. Når englebasunen hans komme bebuder,
som er dem og giver dem livet og nok,
da skal de, som jordens højprægtige guder,
til verdens forundring, i offentlig flok
ret synlig regere
og evig florere,
Guds Himle som funklende stjerner bepryde,
det alle skal se og så mange fortryde.
5. O, springer, I dale og klipper tillige,
vær lystig, vor moder, du sorteste jord!
Du bærer Guds nådes det dejlige rige,
hvor Himlenes roser så hemmelig gror;
din sommer skal kendes,
når vinteren endes,
så alle Guds helgeners skjulteste grave
skal findes at være Guds blomstrende have.