1. Sover I? Hvor kan I sove,
o I sjælevægtere?
Hvor er eders tro og love?
Sover I dog alle tre?
Er det tid at sove nu?
Nu Guds Søn i sjæl og hu
hårdt beængstet er og bange
som en ussel dødens fange.
2. Kan I ej en time våge,
siger Jesus, er det ret,
at den trygheds søvnetåge
blinder sjæl og øje slet?
Lukker I da hjertet til
og med søvnen slukke vil
al den angest, nød og møje,
som jeg må uskyldig døje?
3. Ene må jeg byrden bære,
ene går jeg og forladt,
ene må mit hjerte tære
udi denne grumme nat.
Se, min Fader tier nu,
som han kom mig ej i hu.
Og min moder kan ej vide
al den angest, jeg må lide.
4. Peder, løfterige Peder!
hvor er nu dit ord og hånd?
Sover du, imens jeg sveder,
ængstet udi sjæl og ånd?
Satan ville sigtet dig,1
men jeg bad så inderlig.
Da du var i havsens fare,
holdt jeg vagt, dit liv at vare.
5. Se den Judas, min forræder,
som har solgt mig for en slik,
hen imod mig han nu træder
med et mester-skalke-nik!
Han udi sin synd er glad.
Jeg i syndens blodebad
må for ham og alle lide,
lidet agtes dog min kvide.
6. O min Jesus, o, jeg klager
og begræder inderlig,
at mig sikkerhed indtager
og så tit forblinder mig,
at om end jeg engang får
tanker om dit blod og sår,
straks mit kød min ånd formummer,
og jeg hen i synden slummer.
7. Væk mig dog, og lad mig ikke
slet i døden sove hen!
Løs du op min trygheds strikke,
søde Jesus, sjæleven!
Lad mit øje stedse se
på din pine, nød og ve,
lad mig midt i dødens tåge
på dig tænke, tro og våge!