Sover I? Hvor kan I sove
Længe haver Satan spundet

Mørket skjuler jorderige

Kategori

Forfatter

Matt 26,46-52. Lidelseshistorien. Afsnit 3-4., Thomas Kingo 1689.

Melodi

Jesus, dine dybe vunder

Mørket skjuler jorderige

1. Mørket skjuler jorderige,

natten den er nu for hånd,

mørket solen vil bekrige,

lægge Jesus hen i bånd.

Slig en nat var aldrig før,

Himlen haver lukt sin dør,

Jesus, al vor sol og ære,

skal nu nattens skændsel bære.

2. Den forræder Judas tager

mørkheds våben villig på

og i åg med Satan drager,

som udi hans hjerte lå;

han en skare samlet får:

skarn og skalke, som nu går

med de største præsters svende

og hans ondskab skal betjene.

3. Blus og lamper er nu tændte

med en ild fra Satans brand,

spyd og stænger er nu vendte

mod den værgeløse mand.

Dog ej blus, ej spyd og stang

fanger Jesus denne gang,

men et kys, en kærlig mine

ham forråder til hans pine.

4. Hjerte Jesus, kære broder,

lysets Herre, hvorfor skal

natten, syndens mørke moder,

natten, lasters skjul og dal,

dække dig med mulm og mørk?

Hvorfor skal af Helved-ørk

hine grumme ulve springe,

dig til gravens mørke bringe?

5. O min Jesus, o, jeg mindes,

at jeg er et mørkheds barn

og blandt deres tal skal findes,

som i syndens nattegarn

viklet var til evig død,

derfor du dig villig bød

for min sjæles lys at våge

udi døds og nattens tåge.

6. Gid de blus, de spyd og stænger,

hvormed du antastet blev,

stedse mig i sindet hænger,

thi de mig en frihed skrev,

at Guds lys for mig går op

frelser både sjæl og krop

fra hvert slag og syndeplage

af den Helved-ulv og drage.

7. Er du da en fange blevet?

Vel! Jeg og en fange var,

dog ved dine bånd er revet

fra de lænker, som jeg bar.

Jeg er blevet fri ved dig,

bind mig til dig hjertelig,

og lad mig, o store fange,

med dig ind til livet gange!

Kategori

Forfatter

Matt 26,46-52. Lidelseshistorien. Afsnit 3-4., Thomas Kingo 1689.

Melodi

Jesus, dine dybe vunder

Kilde: https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/184

Relaterede posts

27. september 2025
Gode Gud, din engleskare
1. Gode Gud, din engleskare alle dine små bevare! Ja, forlad os, Fader milde, hvad vi gjorde, som var ilde! Hjælp os, så vi vorde fromme, […]