på sin klippe blandt os trygt.

Tusind år vort Dannevirke

var den mod al fjendens frygt.

Stormen sused, vandløb kom,

styrted dog ej huset om,

Mesteren var af de vise,

derfor skal hans værk ham prise.

2. Gud! for dig, som aldrig ældes,

tiden som en time gled,

men for blad i skov, som fældes,

året er en evighed.

Også vi bag sommer blid

alle har en løvfaldstid;

thi er tusind år os lange,

vår og høst for slægter mange.

3. For hvert kuld af kristne fædre

tak, vor Fader over sky!

skønt dig selv de takker bedre

i dit hus med tunger ny!

Tak for hver en dråbe god,

vi fik af det hjerteblod,

som livsalig gennemrinder

dannemænd og dannekvinder!

4. Tak for alle gode gaver

på vor mark i tusind år!

Tak, fordi, trods alle paver,

ordet går, og Skriften står!

Lad i Jesu Kristi navn,

dig til ære, os til gavn,

ordet lyse, hjertet brænde

i vor æt til verdens ende!

5. Tak for disse grønne lunde,

du os gav i folkevang!

Tak for alle fuglemunde,

du oplod til salmesang!

For hver læbe, som med flid

løfted røst i nådens tid:

tak, vor Fader, for dem alle,

fra Ansgarius til Balle!

6. Tak da, hundred tusind gange,

Fader vor i Jesu navn!

Så dig takker slægter mange

end i daners fødestavn,

til i dit Jerusalem,

hvor vi glemmer kødets hjem,

nyårssalmen kristne sjunge

alle med hinandens tunge.

Indlægget Tusind år stod Kristi kirke blev først udgivet på Sangbogen.

i ringhed klædt!

Lovsangen er din rettighed,

hvor du er stedt.

Sorgen er dyb i Zions stad,

gør med dit smil den sjæleglad!

Da skal din pris den udsjunge.

2. Fjendernes tale her fik magt,

vor mund de bandt;

lad os forstå, hvad du har sagt,

er evig sandt:

du er vor frelser uden svig,

du vore synder tog på dig!

Da skal din pris vi udsjunge.

3. Du os har lært din egen bøn

ved barnedåb;

hør du os, Guds enbårne Søn,

al jordens håb,

også vort håb, som hjem du gav

borte på holme her i hav!

Da skal din pris vi udsjunge.

4. Salig er den, som du har kaldt

hos dig til ly,

har ham til borgerskab udvalgt

i Zions by.

Mæt du vor sjæl, i hunger tom,

rigelig i din helligdom!

Da skal din pris vi udsjunge.

5. Hør, Herre Jesus! Frelser, hør

din lille flok,

sørgende dybt på danske øer

med årsag nok!

Kvæles ej lad den lovsang ny,

som er genfødt til fart i sky!

Da skal din pris vi udsjunge.

Indlægget Højhedens Gud, som kom herned blev først udgivet på Sangbogen.

den bør jeg aldrig dølge,

det er, o søde Jesus, dig,

jeg vil dig også følge.

2. Du vejen er til salighed

og Himlens fryderige,

og ingen anden sti jeg ved

i verden af at sige.

3. Jeg må bejamre, at jeg gik

fra Paradisets glæde

og siden i forvirret skik

ad mørkheds grumme stræde.

4. Min Jesus, som mig skuffer ej,

men vil mig trolig lære,

mig viser til sin kirkevej

og selv min dør vil være.

5. Jeg dér så frit går ud og ind1

og finder sjæleføde,

der himmelkvæger sjæl og sind

og lægger synden øde.

6. Jeg ser i ham en åben dør,

en dør til Himlens trone,

jeg ser det, jeg ej vidste før,

en uforvisnet krone.

Indlægget Nu ved jeg vej til Himmerig blev først udgivet på Sangbogen.

vi alle må betænke,

svag er den arme kristendom

i Adams bånd og lænke

i denne verdens sidste tid,

da Djævlen bruger al sin flid

med vold og magt og rænke.

2. Se, voldsmænd, kætteri og svig

med slemme synder mange

gør kirken svag og skrøbelig,

vil tage den til fange,

så svag er strid, og svag er fred,

og svag er tro og kærlighed,

og kirkefolket bange.

3. Men du dog loved, Herre from,

at løfte og at bære

din kirke i dens alderdom,

hvor grå hun end mon være,

og for den svage holde vagt

og styrke hende med din magt

til stedse dig at ære.

4. O Jesus Kristus, mand og Gud,

af hjertet vi dig bede:

Se til din arme, gamle brud,

har hun end rynker lede!

Skjul hende med din kjortel bold,

og hende det til gode hold,

at hun er svag og græder!

5. O Herre, du er brudgom vist

og hos din brud vil være.

Værn hende da mod Djævlens list,

mod vold og kætters lære!

Trøst hende her i sorg og kval,

før hende ind i Himlens sal

til evig fryd og ære!

Indlægget Den kristne kirkes alderdom blev først udgivet på Sangbogen.

bliv hos os, Herre, dag og nat!

Lad ordets lys, din lampe skøn,

uslukket fryde os i løn!

2. Vor tid er ond, som bedst du ved,

giv du vor tro bestandighed,

så aldrig vorder os fravendt

Guds nådes ord og sakrament!

3. Ophold din kirke, Jesus sød,

trods al vor kulde, søvn og død,

så trindt om lande ordet dit

må flyve let og lyde frit!

4. O Gud, hvor det går dårligt til!

Nu Fjenden har på jord sit spil,

så er din kirke i forfald,

på sekter mer ved ingen tal.

5. Nedstyrt de vilde ånders trop,

som højt i luften sværmer op!

Thi ellers gammel kristentro

for lærdom ny får aldrig ro.

6. Det gælder dog, o Herre Krist,

vor ære ej, men din for vist;

stå derfor bi den lille flok,

som i dit ord har evig nok!

7. Ja, ordet af din egen mund

det er vort skjold og kirkens grund;

o, lad derved, hvad så end brast,

til døden tro os holde fast!

8. Gud, lad os leve af dit ord

som dagligt brød på denne jord,

og før dermed fra grådens dal

os hjem til Himlens frydesal!

Indlægget Det lakker nu ad aften brat blev først udgivet på Sangbogen.

trods dine fjenders løgn og mord,

som styrte vil fra tronen ned

din Søn, vor drot i evighed!

2. Bevis din magt, o Jesus Krist,

som alle herrers herre est,

beskærm din arme kristenhed,

dit navn til pris i evighed!

3. Vor trøster god, Gud Helligånd,

forén Guds folk i fredens bånd!

Stat med os i vor sidste nød,

led os til livet fra vor død!

Indlægget Behold os, Herre, ved dit ord blev først udgivet på Sangbogen.

må Israel bekende,

var Gud ej med os denne stund,

forgik vi i elende;

thi vi er kun en lille flok,

men fjendens hob er talrig nok,

som os opsluge ville.

2. De truer os så vredelig,

og ville Gud tilstede,

opslugte de os visselig

med al vort liv og glæde;

da blev vi som det flade land,

hvorover flodens høje vand

med styrke sig henvælter.

3. Men lovet være du, vor Gud!

du hjælper os af fare,

vor bange sjæl du leder ud

som liden fugl af snare;

ja, snaren brister, vi er fri,

thi Herrens navn os stander bi,

han skabte jord og himmel.

Indlægget Var Gud ej med os denne stund blev først udgivet på Sangbogen.

han kan os vel bevare,

han var vor hjælp i al vor sorg,

vort værn i al vor fare;

den gamle fjende led

er nu for alvor vred,

stor magt og argelist

han samler mod os vist,

ej jorden har hans lige.

2. Vor egen magt ej hjælpe kan,

let kan os fjenden fælde;

men med os står den rette mand,

omgjordet med Guds vælde.

Det er den Herre Krist,

og sejer får han vist,

hærskarers Herre prud,

der er ej anden Gud,

han marken skal beholde.

3. Og myldred djævle frem på jord

og os opsluge ville,

vi frygter dog ej fare stor,

de deres trusler spilde;

lad rase mørkets drot

med løgn og mord og spot,

han har dog få’t sin dom,

da Krist til jorden kom,

et ord ham nu kan fælde.

4. Guds Ord de nok skal lade stå

og dertil utak have,

thi Herren selv vil med os gå

alt med sin Ånd og gave;

og tage de vort liv,

gods, ære, barn og viv,

lad fare i Guds navn!

Dem bringer det ej gavn,

Guds rige vi beholder.

Indlægget Vor Gud han er så fast en borg blev først udgivet på Sangbogen.