du, hvis ord er liv og ånd,

stat os bi mod livets fjender,

fri os ud af deres hånd!

Højlig til den helt vi trænge,

som kan dødens lænker sprænge.

2. Jesus, ja, vi tro og håbe,

selv i dødens skyggedal,

at du hører, før vi råbe,

svarer, før vi bede: Tal!

blev, til liv for mange døde,

de opstandnes førstegrøde.

3. Ja, vi tro, men tvivl sig klæber

som en øgle til vor tro,

døden spiller os på læber,

hvor vi mellem skygger bo,

håbet er, som mat det glimter,

når bag sky vi månen skimter.

4. O, lad troen sig nedsænke

dybt i Jordans rene flod!

Lad os ej med Naman tænke,1

hver en strøm er lige god;

lad ej Fjenden os indskyde,

lidt det er dit ord at lyde!

5. Jesus, ja, du vil jo være

i os herlighedens håb,2

fødes, til Gud Faders ære,

hos os i vor barnedåb,

vokse i os alle sammen

over sky med fryd og gammen.

Indlægget Jesus, dødens overvinder blev først udgivet på Sangbogen.

imod al verdens nød:

den tro, som flytter bjerge,

bekæmper sorg og død.

O, kunne jeg bevare

den tro i fromme sind,

mig Herrens engleskare

bar i Guds Himmel ind.

2. O, kunne jeg det finde,

det ydmygheds klenod,

hvormed blodsottig kvinde

for frelsens Herre stod,

jeg skulle og fornemme,

hvad ydmyg tro formår;

den store frelsers stemme

til alle sjæle når.

3. Vær trøstig! Ordet toner

igennem evighed.

Ved kraftens hånd han troner,

som al vor trængsel ved.

Hans navn jeg vil påkalde

med tro i svarest nød;

hans magt jeg vil bønfalde,

er al min glæde død.

4. Hans navn jeg frelst skal love

i tro med evig trøst;

de døde her kun sove,

de vækkes ved hans røst.

O du, mit skjold, mit værge

imod al verdens nød!

Den tro, som flytter bjerge,

skænk mig i liv og død!

Indlægget Der er et helligt værge blev først udgivet på Sangbogen.

og hjertet rense kan,

den tro, hvorved man havner

i Himlens frydeland,

den tro er stærk og må

al verden undertræde,

i sorrig og i glæde

sin prøve kunne stå.

2. Var det en tro, med munden

at sige kun: Jeg tror!

når hjertet ej i grunden

er renset ved Guds ord,

da var der fromme nok

og troende i tiden,

da var den ej så liden,

den rette troens flok.

3. Den sande tro i striden

er mangen gang vel svag

og synes undertiden

at have tabt sit slag.

Dog: er den sande tro

så sandt i hjertet inde,

så kan den overvinde,

før får den ingen ro.

4. Velan, I svage hjerter!

Så fatter nu kun mod,

og lad det koste smerter,

ja ære, liv og blod!

O, holder eder tæt

til Jesu blod og vunder,

så ligger Satan under

med al sin magt og ret.

5. O Jesus! hjertemilde

og yndigste Guds Lam!

O, tænk dog, hvad det ville

mig være for en skam,

om jeg mod dig – som mig

med blodig kamp har vundet –

så troløs blev befundet

at kunne miste dig.

6. Nej, nej, min lyst og ære,

du er mig alt for sød,

nej, din jeg vist vil være,

det gælde liv og død!

Lad komme, hvad der vil,

jeg vil det alt bestride

og intet andet vide

end høre Jesus til!

Indlægget Den tro, som Jesus favner blev først udgivet på Sangbogen.

i hjertet dybt forborgen,

som bryder dejlig frem

ret som den klare morgen,

gør sjælen som en dag,

ja, dejlig, lys og rig,

ny, ret forandret og

i sindet Jesus lig.

2. Den tvivler ej at få,

hvad Gud i ordet lover,

og derfor frisk sig ind

i kors og modgang vover;

thi troen føder håb;

af det, den har og ser,

er den forsikret om

at finde altid mer.

3. Af håb er kærlighed,

thi når man ret besinder,

hvor god en Gud vi har,

ja, evig har og finder,

så bryder dette ud

i hjertens kærlighed,

endog mod den, som er

os bitter, gram og vred.

4. Guds fjender vare vi,

dog ville han os skænke

sin egen kære Søn.

Hvor få, som det betænke!

Hvor denne kærlighed

i hjertet bliver tændt,

på øjeblikket er

alt had og nid forbrændt.

5. Hvad Gud os gør, det bør

vi gøre mod vor næste;

når nogen gør os ondt,

da søge deres bedste

og bøde andres trods,

forfølgelse og spot

med forbøn, gode ord,

og altid gøre godt.

6. Når Gud ved meget kors

os ret på prøve sætter,

tro gør tålmodighed,

som alt det tunge letter,

den dæmper kødets knur

og tager bønnen fat

og ved, at al vor nød

Gud vej og mål har sat.

7. O, lad mig, Jesus, mig

i troen daglig øve,

så skal mig ingenting

et helligt liv berøve.

Hvor lyset er, der må

jo glansen ytre sig;

o, lær mig, at jeg ret

og altid følger dig!

Indlægget Vor tro den er et lys blev først udgivet på Sangbogen.

at vi Guds nåde have,

som ingen af sig selv kan få,

men det er Åndens gave,

den faste grund i hjertet lagt

ved ordet om den nådepagt,

som er i Kristus stiftet.

2. Et eget væsen er vor tro,

et meget mægtigt gode,

som føles udi sjælens ro

og gør os vel til mode;

hvad ingen ser, det ser den grant

og ved, at det er evig sandt,

hvad Gud i ordet lover.

3. Usynlige og høje ting

kan troen se og høre,

og midt i sukke frydespring

mod nådens solskin gøre.

Gud er min Gud, og ved hans Ånd

jeg har alt Himlen i min hånd,

thi Jesus i mig lever.

4. Hvad vil nu Satans ganske hær

med mine synder gøre?

Lad ham dem alle, hver især,

frem for mit hjerte føre;

jeg ved vel, at min synd er stor,

men Jesus siger i sit ord:

Den dig forladt skal være.

5. Det ord, det ord mig giver ro

og er mit faste anker,

når Satan stormer mod min tro

med mange tvivlens tanker.

Hvad agter jeg hans trussel mer!

Min tro Guds milde hjerte ser

igennem Jesu vunder.

6. Er troen ofte svag, især

når jeg af korset trænges,

så må dog troen være der,

så længe sjælen længes

at finde hjælp og mærke kan

af håbet kun det mindste gran,

så er der tro i hjertet.

7. Jeg ved, på hvem min tro er sat,

ham får man mig at unde;

hvem Gud kun holder for sin skat

skal aldrig gå til grunde.

Vel den, som bygger fast på Gud,

lad det så tumles ind og ud,

han står, når alting ligger.

8. Så vil jeg da i denne tro

mit ganske levned føre,

i Jesu vunders søde ro

mit hjerte lystig gøre;

hans Ånd mig er et pant derpå,

at endelig min tro skal få

en sød og salig ende.

Indlægget Vor tro er den forvisning på blev først udgivet på Sangbogen.

begyndelse og ende,

o søde Jesus! lær mig, at

jeg troen ret kan kende,

den tro, som har dig selv i favn,

fra den, som har vel troens navn,

men er dog død og intet!

2. Lad mig ej tro, hvad verden tror,

som visdoms vej forsager,

men lær mig, at jeg af dit ord

den rette mening tager

og bliver klippefast derved

til livets sidste stund og sted,

dit ord og navn til ære.

3. For alting lad din død og blod

mig trøste alle vegne,

at jeg mig med et trøstigt mod

din værdskyld1 kan tilegne,

at leve og at dø derpå

og agte hele verden så

ej værd engang at nævne.

4. Og når min tro befindes svag

blandt mange stød og hinder,

så hjælp, at som den lyse dag

den snart igen oprinder!

Pust op igen den rygend brand,2

og sæt det knuste rør i stand

ved Åndens kraft og glæde!

5. Bo selv ved troen i min ånd,

at troen stærk kan blive,

alt mer og mer få overhånd,

og mange frugter give:

i trang at være uforsagt

og stræbe ret af al min magt

min næste godt at gøre!

6. O Jesus! du, som troens gnist

min sjæl har ladet kende,

ak, lad den aldrig blive mist,

men hjælp den til at brænde!

Hvad du har selv begyndt, fuldfør,

at jeg til sidst i troen dør

og får en salig ende!

Indlægget O Jesus, troens dyre skat blev først udgivet på Sangbogen.