springer lige ud

som en kilde klar og ren;

i dens stille bund,

i dens dybe grund

gemmes livets ædelsten.

2. Kærlighed fra Gud

som en yndig brud

kommer smykket til os ned;

luk kun op din favn,

kom i Jesu navn,

Himlen bringer du jo med.

3. Kærlighed fra Gud

er det store bud,

er det eneste, jeg ved;

bliv i kærlighed,

og du har Guds fred,

thi Gud selv er kærlighed!

Indlægget Kærlighed fra Gud blev først udgivet på Sangbogen.

møder vor Fader i syngende flok!

Herrens nyskabninger, I, som fik mæle,

kan i hans lovsang ej øve jer nok.

Lader dog hver sig for Faderen høre,

hvem der kan dejligst hans nåde kundgøre!

Halleluja, halleluja!

2. Onde vi vare og døde som stene,

hårde i hjertet som marmor og stål,

det var din mægtige styrke alene,

som os fik reddet og nå’de sit mål,

lod os ved Ånden i ordet fornemme

Frelserens levendegørende stemme.

Halleluja, halleluja!

3. Når vi betænker, hvad Faderen tænkte,

da han begyndte at drage os ud,

da han os livet i Midleren skænkte,

smykked os faldne til Frelserens brud,

at han os elskte, os onde, så såre,

må vi hensmelte i kærligheds tåre.

Halleluja, halleluja!

4. Hvo vil nu Herrens udvalgte anklage?

Gud os i Kristus retfærdige gør,

her er velsignelsens fylde at smage,

her er Guds nåde og Himlenes dør;

troen brød gennem al angestens pile,

fandt under korset sit fristed til hvile.

Halleluja, halleluja!

5. Aldrig kom englene sådant for øre,

før man begyndte Guds harper at slå,

det var for dem så livsaligt at høre,

Himlenes hele forsamling tog på:

Amen! Halleluja! Sejren er vundet,

Jesus sit får, det fortabte, har fundet!

Halleluja, halleluja!

6. Op da, I troende, Herrens udkårne,

kender dog Faderens kærlige sind!

Hjertens fortrolige, som hans Enbårne,

trænger i favnen ham tættere ind!

Takker for den uskattérlige ære,

at I hans sønner og døtre må være!

Halleluja, halleluja!

Indlægget Guds igenfødte, ny-levende sjæle blev først udgivet på Sangbogen.

fra høje Himmel-sale

og ledte om retfærdighed

på bjerge og i dale;

men trindt på jord ej fandtes én

for Gud uskyldig, hjerte-ren,

af verden ubesmittet.1

2. Thi stod jeg som en synder her,

min skaber, for dit øje,

om end for verden ren og skær

jeg turde mig ophøje;

men ak, jeg ved ej heller tal

på mine fejl og mine fald,

de dunkle med de klare.

3. Men du vil ingen synders død,

og råd har du udgrundet,

derfor det over jorden lød:

Den rene jeg har fundet,

det er min Søn, men dog en mand,

og blive skal for mig som han

enhver, som tror på Sønnen.

4. Nu Jesu tro er al min trøst,

dog er din store nåde,

som du i Jesu navn gav røst,

for syndere en gåde,

så lukke må med flid jeg tit

for verdens klarhed øje mit,

når hjertet skal husvales.

5. O du, som skabte hjerte mit,

det dybe, underfulde,

o, dan det efter hjerte dit

til Himmel-spejl i mulde,

så jeg langt mer, end selv jeg ved,

kan lære af din kærlighed

om nådens rige fylde!

6. Da skal jeg ret med Åndens sans

i lyset fra det høje

få syn på støvets Himmel-glans

i Jesu Kristi øje

og finde min retfærdighed,

som af din dybe kærlighed

i ham til mig udspringer.

7. Når da, som vinden skyer blå,

din ånde blidt mig driver,

da skal mit hjerte godt forstå,

hvordan du synd tilgiver,

og i det samme Jesu navn,

som råder bod på alle savn,

skal salighed jeg finde.

Indlægget Gud Herren så til jorden ned blev først udgivet på Sangbogen.

den haver ingen lige,

min sjæl, min mund, min tunge ved

den ikke at udsige;

jeg i en bundløs afgrund er,

når jeg det ret beskuer,

hvordan du kunne få mig kær,

som dog til intet duer.

2. Men du har elsket verden så,

at før den skulle blive

fordømt og ganske under gå,

din Søn du ville give,

som døden led i alles sted

for alles synd at bære;

jeg derfor er i tallet med,

thi ske dig evig ære!

3. Ja, hjerte Gud, din miskundhed,

dit bundløst gode hjerte,

så til os, da vi ilde led

i vor fortvivled smerte,

din blotte nåde forekom1

vor død og evig fængsel,

du har gjort fyldest for vor dom,

det var din lyst og længsel.

4. O glæde over glæde stor!

Jeg kan mig selv ej finde

udi den fryd, som i mig bor

og er i sjælen inde,

fryd i min Jesus, ham som gik

i borgen for min brøde

og holdt det ud til sidste nik,

da han på korset døde.

5. Det er ej nogen drøm og tant,

at jeg mig derved glæder,

thi det er både vist og sandt,

at mig hans uskyld klæder;

min dom, min død, min synd så led,

den lod han sig tilegne,

men mig igen retfærdighed

lod han ved sig tilregne.

6. På Jesus har jeg troen kast,

og ved den tro alene

jeg på min salighed er fast,

ej Satan skal formene

på Gud og på hans Søn at tro

og dér mit anker fæste,

hvor Ånden til min sjælero

vil sukke til mit bedste.

7. O fromme Jesus, lad din Ånd

mig herudi bekræfte

i dødens stund, at troens hånd

så fast ved dig kan hæfte,

at sjælens sidste sukke må

optrænge til Guds trone;

en nådig Gud jeg da skal få

og livsens herlig krone!

Indlægget O søde Gud, din kærlighed blev først udgivet på Sangbogen.

den haver ingen lige,

min sjæl, min mund og tunge ved

kun lidt deraf at sige:

skønt soleklar, jeg mægter ej

den mer at gennemskue

end havets dyb på hvalens vej

og sol på himlens bue.

2. Hvad kunne dog bevæge dig

til, som den bedste fader,1

så inderlig at elske mig,

endskønt min synd du hader!

Hvad var der i min hytte lav

at skue og at finde,

som derpå havde mindste krav

din kærlighed at vinde!

3. Det nytter ej at tale om

vor høje byrd og stamme,

thi vel fra dig vor ånde kom,

men dybt vi må os skamme:

vi sank ej blot i støvet ned,

vi blanded os med skarnet,

så al din faderkærlighed

forspildte Adams-barnet.

4. Det ene var din miskundhed,

dit bundløst gode hjerte,

som så i nåde til os ned

og fryd os gav for smerte;

thi hvis ej nåde gik for ret,

af faldet hjalp på fode,

slet ingen mand af Adams æt

blev elsket af den Gode.

5. Men du har elsket verden så,

som os dit ord forkynder,

at før den skulle undergå,

fordømt i sine synder,

din Søn du selv i døden gav

for verdens skyld at bløde,

så uskyld sank med sorg i grav

for hele verdens brøde.

6. O, lad os elske ham igen,

som gik for os i døden!

Vi da med ham, vor sjæleven,

opstå som morgenrøden

og vandre med ham, født på ny,

ad livets vej hin trange

og høre med ham over sky

hærskarers sejerssange.

7. Ja, søde Jesus, lad din Ånd

os styrke og bekræfte,

så end i døden troens hånd

sig til dit ord kan hæfte!

Da med vort sidste suk vor sjæl

opstiger til Guds trone,

og dér med troen sejersæl

os venter livets krone!

Indlægget O gode Gud, din kærlighed blev først udgivet på Sangbogen.

han så til os i nåde,

vor gerning var uduelig,

den kunne os ej både;

vi derfor tror på Jesus Krist,

vort lys og salighed for vist,

han Himlen os forhverved.

2. At frygte Gud i allen stund,

vort håb til ham kun sætte,

at elske ham af hjertens grund

og ej hans ord forgætte,1

men elske Næsten som os selv,

det var Guds lov for hver en sjæl,

slet ingen den opfyldte.

3. Det måtte ske dog uden brøst,

hvis ej, var vi fortabte,

thi sendte os sin Søn til trøst

Gud Fader, som os skabte;

hvo på ham tror og bliver døbt,

til ham nu Himmerig er købt,

han aldrig skal fortabes.

4. Den tro er al vor ros for Gud,

men vil du den bevare

med håb, som deraf springer ud,

du ingen flid må spare;

af hjertet, ej med hånden blot,

din kærlighed gør Næsten godt,

om du af Gud er båren.

5. Du vente og tålmodelig

på, hvad Guds ord forjætter,

så du med glæde uden svig

i Guds hånd alting sætter,

som véd vor trang og ser vor tarv

og hjælper vist os til vor arv,

derpå du aldrig tvivle!

6. Og om du blev så syg i sind,

som på dig lå Guds vrede,

lad ingen skygge, intet skin

til mishåb dig forlede.

Med Herren strid den gode strid!

Han synes vred, men er dog blid,

thi lad dig ej forfærde!

7. I Jesu navn, hvordan det går,

bøj dine knæ for tronen,

og bed så smukt dit Fadervor,

Gud giver barnetonen,

og med et suk usigelig

Guds Ånd da går i bøn for dig,2

da får dit hjerte hvile.

Indlægget Guds Søn kom ned fra Himmerig blev først udgivet på Sangbogen.

thi han mit hjerte glæder;

han siger mig sit venskab til,

alt godt han mig bereder,

om jeg hans salig ord vil tro,

som Skriften os tilsiger;

hos ham i Himlen vil jeg bo,

jeg aldrig fra ham viger.

2. Jeg vil ham altid være nær

og altid om ham tale;

hans salig ord er mig så kær,

de kan mig bedst husvale;

når Gud det skikker, og det sker,

at jeg til ham skal fare,

mit sind sig glæder, hjertet ler,

min sjæl vil han bevare.

3. O Gud, hvor jeg begribe kan,

at det er angst og kvide,

hos rig og fattig, kvinde, mand,

sit kors tålmodig lide;

thi kød og blod er skrøbeligt,

det må vi alle finde;

giv os at stride mandeligt

og Fjenden overvinde!

4. Vil Satan min samvittighed

til at fortvivle bringe,

Guds nådes magt er mig bered,

hvorved jeg ham kan tvinge;

så viger han, den onde ånd,

med sine skarpe pile;

min sjæl jeg giver i Guds hånd,

hvor evig den skal hvile.

Indlægget Guds nåde højt jeg prise vil blev først udgivet på Sangbogen.

og springe højt af glæde!

Ja, lad os alle trindt om land

med liv og lyst nu kvæde!

For Gud, så god som han er stærk,

har gjort et herligt underværk,

betalt i dyre domme.

2. I Djævlens fængsel var jeg sat,

jeg var fordømt til døde,

min synd mig knuged dag og nat

med megen angst og møde;

jeg altid dybere sank ned,

der var ej vej til salighed,

i synden var jeg fangen.

3. Min dyd og gerning hjalp mig ej

den død at overvinde;

den stærke Djævel sagde nej,

han lod sig ikke binde;

jeg givet var i Fjendens vold,

han trued mig med syndens sold

og dom til evig pine.

4. Da ynked Gud i evighed

min jammer og elende,

han tænkte på barmhjertighed

og ville hjælp mig sende;

sit hjerte vendte han til mig

og kosted derpå faderlig

det kæreste, han havde.

5. Han talte til sin kære Søn:

Nu vil jeg mig forbarme;

drag ud, mit hjertes krone skøn,

vær frelser for den arme;

gå, hjælp ham ud af syndens nød,

og dræb for ham den bitre død,

og lad med dig ham leve!

6. Guds Søn sin Fader lydig var,

han kom til os på jorden,

født af en jomfru ren og klar,

han er min broder vorden;

så lønlig førte han sin magt,

bar alskens nød og liden pragt

for Djævelen at fange.

7. Nu siger han: Kom hid til mig,

tag evigt liv til gave!

Jeg led den bitre død for dig,

at du den arv skal have;

nu er jeg din, og du er min,

min bolig skal og være din,

os skal ej Fjenden skille.

Indlægget Nu fryde sig hver kristen mand blev først udgivet på Sangbogen.