1. Til hvile solen går,
og dagen hælder,
og mørk’ af nattens vrå’r
til os udvælder.
Gud lyse selv for os og hos os være,
at nådens lys og lyst
optændes i vort bryst,
os at regere!
2. O store Gud, jeg må
rundt ud bekende,
at jeg ej bund kan nå
og ingen ende
i din barmhjertigheds og nådes strømme,
én bæk den anden når,
og jeg alt årsag får
dig at berømme.
3. Jeg, en udlændingsmand
som mine fædre,
bor her i fremmed land,
attrår et bedre.
Min pilgrimsstav den skal jeg da henslænge
og gennem tidens stød,
ja, og den bitre død,
til Himlen trænge.
4. Det lærer tiden mig,
som haver vinger
og let og listelig
hen fra mig svinger:
Ja, denne dag, som nu mod natten kvælder,
den skyder mig i hu,
hvor nær mit hoved nu
mod graven hælder.
5. Du gav mig daglig brød
og legems styrke,
velsignels’ i mit skød
til dig at dyrke.
Jeg derfor nu mit hjertes harpe stemmer
og takker inderlig
min Gud, som ikke mig,
sit barn, forglemmer.
6. Hvad jeg har mod dig gjort
i ord og tanke,
det være lidt og stort,
som dig kan anke:
se, jeg nedfalder for din nådes trone,
lad din barmhjertighed
og Jesu blodig sved
min synd forsone!
7. Så sover jeg dermed,
Gud skal ej vige
bort fra mit sovested,
men til mig sige:
Sov nu, mit barn, og svøb dig i dit klæde!
Du vågne skal engang
blandt fryd og englesang,
i evig glæde.