1. Det mulmer1 mod den mørke nat,
og dagen er nu på sit sidste fjed;
mod vesten haver solen sat
sin gang hen til sit vanlig nedgangssted;
i Jakob rinder dog en stjerne op
såvel i dale som på bjergetop.
2. Lad mørknes ikkun immer fort,
jeg gruer dog for aldrig nogen ting;
når luften bliver fæl og sort,
så lyser Jesus om mig rundt omkring!
Hans Ånd i mig et lys antændet har,
som over alle verdens blus er klar.
3. Vær selv, o Gud, et værn og vold
omkring din kirke og din lille hjord!
Vær fædrelandets stærke skjold,
slut låsene med fred i kongens gård!
Lad hos hans råd dit lys og lampe stå,
at nat og nød dem ej formørke må!
4. Gud trøste dem, der ere nu
i deres døds minut og afskeds tid.
Kom syge lemmer og i hu,
giv dem tålmodighed, og vær dem blid!
glem ikke nogen eneste blandt dem,
som du selv kender for dit legems lem!
5. Jeg dermed nu mig kaster ind
udi min Herres arme og hans skød,
han lyser op mit mørke sind
i søvne, ja, udi den grumme død.
Så sover jeg med Herrens fred og ro,
i liv og død alt lige fuld af tro.