Tommeliden var sig en Mand saa spæd,
i Fingerbøls Harnisk var han klæd.
Hans Hjælm var hvælvet og hvid og ren,
det var en udhulet Kirsebærsten;
en Knappenål var hans Lansestang,
selv var han ikkun en Tomme lang.
Tommeliden sidder i Tommeltot,
dér morer han sig saa jævnt og godt;
Tommeliden drager paa Eventyr,
han vog en Flue, det frygtelige Dyr!
Tommeliden drager til fremmed Land,
han svømmed’ sig over en Mælkespand.
Der var stor Frygt over al den Gaard,
af Tandværk led den kongelige Maar,
Svanhvide havde saa liden en Mund,
det var et Kirsebær rød og rund;
de Læger komme med skarpen Tang,
den Kirsebærmund var dem alt for trang.
»Og hvo, som uddrager den hule Tand
skal vorde Drot i det halve Land!«
Tommeliden sprang ind med Hjælm og Stang,
hun mærked’ i munden det knap engang
af sadlen hun kasted’ den frække Gjæst,
hun mærked’ næppe det Landsefæst.
Der var stor fryd over al den Gaard,
Tommeliden ægted’ den væne Maar.
Prindsessen ham pynted’ med Sindelsbaand
og bar ham til Kirke med hviden Haand.
Foragte skal man just ej de smaa,
tidt nå de, hvor ej de store kan nå.