Jeg vil sjunge om en helt,
vidt berømt ved sund og bælt,
om en herre kæk og bold,
om den tapre Tordenskjold.
Mens i vuggen han lå svøbt,
Peder Wessel var han døbt;
på fregattens skansevold
fik han navnet Tordenskjold.
Atten børn gik frem på rad
hos hans far i Trondhjems stad:
døtre seks og sønner tolv;
men kun én blev Tordenskjold.
Nål i hånd han havde få’t,
men det våben var for småt;
på kanoner fik han hold.
»De går an!« sa’ Tordenskjold.
Rask han voksed’ sig på val
fra matros til admiral;
ingen æres glimmer gold
dog fordærved’ Tordenskjold.
En gang på den svenske strand
gik han med sin flok i land,
da brød frem et rytterhold,
ville fange Tordenskjold.
En dragon stak hånden frem,
men han trak den aldrig hjem;
han ham tro’de i sin vold.
»Den gang ej!« sa’ Tordenskjold.
Tordenskjold i søen sprang,
kuglerne omkring ham sang,
gennem bølgen dyb og kold
svømmed’ Peder Tordenskjold.
Tordenskjold han var polisk,
gik omkring og solgte fisk;
fjenden bag sin egen vold
narret blev af Tordenskjold.
Skal til kamp på bølgens top
Dannebrog i stavnen op,
gid der bag dets røde fold
stå en helt som Tordenskjold!