1. Uforsagt, hvordan min lykke
end i verden blive må,
det er dog et mesterstykke,
som jeg daglig pønser på.
Når jeg kun i nåden står,
uforsagt, ihvor det går.
2. Uforsagt, når andre plager
med bekymring deres sind;
når jeg kun min Gud behager,
går jeg rolig ud og ind.
Når jeg kun i nåden står,
uforsagt, ihvor det går.
3. Uforsagt, når andre sukker
under deres trange kår,
jeg på Herrens nåde pukker,
resten sørger jeg ej for.
Når jeg kun i nåden står,
uforsagt, ihvor det går.
4. Uforsagt, når andre skrækkes,
frygter for den onde dag,
ved Guds nåde trygt jeg dækkes,
ham befaler jeg min sag.
Når jeg kun i nåden står,
uforsagt, ihvor det går.
5. Uforsagt, når andre gruer
for at dø, jeg gruer ej;
jeg min krone hisset skuer:
Skulle jeg da grue? Nej!
Når jeg kun i nåden står,
uforsagt, ihvor det går.
6. Søde Gud, lad mig din nåde
altid have her! Du må
gerne for min lykke råde,
når det hist mig vel må gå.
Når jeg kun i nåden står,
uforsagt, ihvor det går.