1. Vaj nu, Dannebrog, på voven,
rul nu, bølge himmelblå!
Spring nu ud, hver bøg i skoven,
sjunger, alle fugle små!
Lillier i højtidsdragt,
I, som fik, trods konger, pragt,
samler eder, som vi synge,
mens det kimer, tæt i klynge!
2. Han, der under vinters hjerte
fødtes under hyttetag,
han, der vånded sig i smerte
under jævndøgns-stormens brag,
støvets søn med kød og blod,
han af gravens skød opstod,
ja, opstod, som blomst udspringer,
stak i sky på ørnevinger.
3. Føle skal det folkevrimlen:
ja og amen er Guds ord!
Jorden løftet er mod Himlen,
Himlen sænket er mod jord,
stigen rejst til englegang
under støvets frydesang,
tonestigen fra vor tunge
did op, hvor serafer sjunge.
4. Se, vort Hoved1 er deroppe,
Jesus Kristus, Gud og mand;
over alle stjernetoppe
troner højt i vælde han,
kalder os, som tror hans ord,
legem sit og lys på jord;
frit blandt engle det fortælles:
Støv med Gud har ånd tilfælles.
5. Derfor kommer han tilbage
åbenlyst, som han opfór,
kroner herlig sine dage,
vækker døde med sit ord,
vinker mildt med kalken ny
legem sit til sig i sky,
peger på sit æresæde,
siger: Del din Herres glæde!