1. Ak Gud, fra Himlen se herned,
dig over os forbarme!
Så få af dig at sige véd,
i trængsel er vi arme.
Dit ord man ej vil lade stå,
og troens lys fluks ud vil gå
hos alle folk på jorden.
2. De lærer idel tant og svig,
af egen kløgt udspundet,
thi hjertet ej enfoldelig
i Herrens ord er grundet.
Én vil det så, en anden så,
så mange veje går de på,
med sandheds skin de pranger.
3. Når Gud vil rykke op med rod
falsk hellighed og lære,
da siger de med trodsigt mod:
Hvem vil mod os vel være?
Vi har jo magt i pen og mund,
vort ord skal gælde allen stund
trods den, det vil forhindre!
4. Dog Gud han siger: Nu jeg vil
min kirke mig antage
og bøje øret nådig til
dens sørgesang og klage.
Lad fjenderne kun komme frem,
mit ord skal trøstigt møde dem
og fri min lille skare!
5. Som sølvets ægthed prøves grant
ved ildens hede lue,
og, prøvet så, for vist og sandt
helt ædelt er at skue,
så prøves og ved kors Guds ord
og skinner da på mørken jord
i al sin glans og styrke.
6. Bevar dit ord, o fromme Gud,
fra uren lærdoms plage,
og lad dets stråler bryde ud
i disse onde dage!
Vi giver, Gud, os dig i vold:
Du er vort værge og vort skjold,
for dig skal hovmod falde.