Ak Gud, fra Himlen se herned
Min mund og mit hjerte

Guds ord blev aldrig bundet

Kategori

Forfatter

N.F.S. Grundtvig 1837., 1 Dom 16,8-14 2 2 Tim 2,9 3 den kejserlige domstol

Melodi

Heinrich Schütz 1628

Guds ord blev aldrig bundet

1. Guds ord blev aldrig bundet,

end ikke i den nat,

da mørket havde vundet

sin største sejr og skat,

da Judas hjalp vor fjende

vor Herre selv at binde

i dødens urtegård.

2. Ja, selv da døden trængte

sig ind til hjerterod,

da han på korset hængte,

det farved med sit blod,

Guds ord var dog ej bundet,

det blev på tungen fundet

end lige stærkt og sødt.

3. Ej kirkeklokker kime

om julemorgen så,

som i den sidste time

det klang fra læber blå:

I dag, trods al vanære,

du sandelig skal være

med mig i Paradis!

4. O, hvor vil I da tænke,

I magter! hvor som helst,

at lægge det i lænke,

som har på korset frelst

og stod så op af døde

i påske-morgenrøde,

trods romer-sværd og spyd!

5. Thi raser ej i blinde,

I mægtige på jord!

Ej mægter I at binde

den store konges ord.

Nej, for den Samson briste

må reb og seje kviste

som tråd og siv og strå.1

6. Thi skal på bånd og lænke

for tanke, tro og ord

en kristen aldrig tænke

med frygt og angest stor;

det har slet ingen fare,

at Gud jo vil bevare

den frihed, han har skabt.

7. Og hvad han selv i nåde

har talt til sjæletrøst,

på ingen mulig måde

kan fattes kraft og røst,

thi selv i Helved findes

ej lænken, hvormed bindes

kan hånd og mund på Gud.

8. Som Paulus i sin lænke2

ved Satans stol3 i Rom

vi sige skal og tænke,

med tak til Gud, derom:

Guds ord er ikke bundet,

men har i lænken fundet

sin bedste ledetråd.

Kategori

Forfatter

N.F.S. Grundtvig 1837., 1 Dom 16,8-14 2 2 Tim 2,9 3 den kejserlige domstol

Melodi

Heinrich Schütz 1628

Kilde: https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/395

Relaterede posts

27. september 2025
Gode Gud, din engleskare
1. Gode Gud, din engleskare alle dine små bevare! Ja, forlad os, Fader milde, hvad vi gjorde, som var ilde! Hjælp os, så vi vorde fromme, […]