1. Guds ord blev aldrig bundet,
end ikke i den nat,
da mørket havde vundet
sin største sejr og skat,
da Judas hjalp vor fjende
vor Herre selv at binde
i dødens urtegård.
2. Ja, selv da døden trængte
sig ind til hjerterod,
da han på korset hængte,
det farved med sit blod,
Guds ord var dog ej bundet,
det blev på tungen fundet
end lige stærkt og sødt.
3. Ej kirkeklokker kime
om julemorgen så,
som i den sidste time
det klang fra læber blå:
I dag, trods al vanære,
du sandelig skal være
med mig i Paradis!
4. O, hvor vil I da tænke,
I magter! hvor som helst,
at lægge det i lænke,
som har på korset frelst
og stod så op af døde
i påske-morgenrøde,
trods romer-sværd og spyd!
5. Thi raser ej i blinde,
I mægtige på jord!
Ej mægter I at binde
den store konges ord.
Nej, for den Samson briste
må reb og seje kviste
som tråd og siv og strå.1
6. Thi skal på bånd og lænke
for tanke, tro og ord
en kristen aldrig tænke
med frygt og angest stor;
det har slet ingen fare,
at Gud jo vil bevare
den frihed, han har skabt.
7. Og hvad han selv i nåde
har talt til sjæletrøst,
på ingen mulig måde
kan fattes kraft og røst,
thi selv i Helved findes
ej lænken, hvormed bindes
kan hånd og mund på Gud.
8. Som Paulus i sin lænke2
ved Satans stol3 i Rom
vi sige skal og tænke,
med tak til Gud, derom:
Guds ord er ikke bundet,
men har i lænken fundet
sin bedste ledetråd.