Der er så stille i vor gård.
Nu sover både far og mor,
men før jeg lukker øjet til,
min Jenses brev jeg læse vil.
Ja, Jens, han er min kæreste.
Vi været har forlovede,
når nu til Mikkelsdag vi når
helt akkurat i fire år.
Min egen lille rare Jens
jeg skrevet har til dig, imens
de andre gået er i seng.
Læs så mit brev, min rare dreng.
Du skriver, smørret har sagt stop,
og pølserne er sluppet op,
så derfor far og mor og jeg
en sulepose sender dig.
En æggekage og en brik smør,
en ost af dem, vor mor selv gør,
et lammelår, så ungt og fedt,
tre pægle kommen-akvavit.
De uldne hoser er fra mor,
de er solide og hjemmegjort,
men mavebæltet er fra mig,
pas på, du ej forkøler dig.
Her ved vore gode, gamle gård
kartoflerne så prægtigt står.
Og vores gris er tyk og fed,
så den knapt vrikke kan af sted.
Vor blakked’ ko den har det godt,
den nylig tvillinger har få’t.
Og det har smedens kone med.
Hun har det godt, så vidt jeg ved.
Til barselsgilde har jeg væ’t,
der blev der ædt og drukket tæt.
Og mølleren han slog et slag,
han er skidtmads den dag i dag.
Vi har nu få’t vor nye degn,
han er så bitte og så klejn,
og præsten holder svært af ham,
men endnu mer’ af hans madam.
Det glæder mig, du har det godt,
og at en snor du nys har få’t,
jeg ved jo, det betyde skal
at du er underkorporal.
Fra lejren snart du hjemad skal,
så holder vi til jul et bal.
Og først i dansen for hver en ka’l
går vores lille korporal.
Nu vil jeg ikke skrive mer’,
du hilses nu fra en og hver,
men først og sidst min søde ven
fra mig, din Karen Rasmussen.