1. Du folk, som kristne kaldes vil,
Guds salvede og fromme,
alt siden han ved dåben til
sit samfund dig lod komme,
betænk, betænk, og agt det stort,
hvad Gud har dig i dåben gjort,
hvad nåde dig er skænket!
2. Du var, før du til verden kom,
og før du noget gjorde,
alt under vredens strenge dom,
fordømt, fortabt og borte;
du havde af forældres blod
et sind, som var din Gud imod
og ville ham ej kende.
3. Al denne ulyksalighed,
alt det, dig skade kunne,
det sank i dåbens vande ned
og evig gik til grunde;
alt, hvad ved Adam var forsét,
og ved dig selv var ilde sket,
har Gud i dåben druknet.
4. De sorte lænker sank som bly
i dåbens frelse-vande;
Gud lod dig fri og skøn og ny
i nådens rige lande:
han gav dig børneret og navn
og tog dig i sin milde favn,
som alle himle bærer.
5. Så lad da ingen Satans list
berøve dig dit gode,
men vær en dejlig Himmel-kvist
og frugtbar Jesu pode,
der svarer til dit kristennavn,
at du din dåbes frugt og gavn
kan her og evig nyde!