1. En sædemand gik ud at så
og strø’de rundt med begge hænder,
for overalt det skulle nå
imellem begge ager-ender.
2. Der faldt en del på alfarvej,
hvor ingen sæd kan fæste rødder;
hvad luftens fugle raned ej,
det trådtes under hestefødder.
3. Der faldt en del i jordlag tyndt,
som solen alt i blad forbrændte,
så væksten, pludselig begyndt,
med visnen hovedkulds sig endte.
4. Der faldt en del i tjørnekrat,
kom op, men havde kår fuldtrange,
thi i sin vækst blev strå forsat,
og aksene blev hartad svange.1
5. Men resten faldt i vennevold,
i muldjord god, den favnedybe,
den ypperste gav hundred fold,
den ringeste gav ti og tyve.
6. Den samme skæbne og Guds ord
har under alle himmel-egne,
så mange slags, som der er jord,
er der og hjerter alle vegne.
7. Hvor hjertet er som alfarvej,
så stenhårdt og så ligegyldigt,
dér troen sig indfinder ej,
men ordet er deri uskyldigt.
8. Hvor hjertet vel som voks er blødt,
men dog til verden solgt i grunden,
når verden truer, fluks er dødt
det håb, der leved kun i munden.
9. Hvor hjertet vel er halvvejs godt,
men delt foroven og forneden,
dér tornekrones ærens drot,
thi halte kan ej kærligheden.
10. Hvor hjertets lyst er liv og fred,
som perlen, der for alt må købes,
i tro og håb og kærlighed
det mål opnås, hvortil der løbes.
11. Med gradsforskel i herlighed
vor Faders hus har sale mange,
men overalt er liv og fred
og evigsøde frydesange.