1. O Herre Gud, din lære,
din sæd, dit rene ord,
som udsås dig til ære
i folkehjerters jord,
hvor kraftig den sig finder,
når du den lader strø,
må den dog lide hinder,
må tit i spiren dø.
2. På vejen meget spildes
og tørre klippegrund,
blandt tjørnekrat forvildes
tit kernen skøn og sund;
den mindste del kun falder
udi den gode jord,
og får sin vækst og alder,
med frugten af Guds ord.
3. O Gud, du ser og kender,
hvad art af jord jeg er,
mit hjerteland sig vender
mod verden, og det bær’
så lidet af den grøde
og frugt, du venter dig;
mit hjerte det må bløde,
når jeg besinder mig.
4. For tjørn og hårde stene
min hjertegrund befri,
hegn mig med nådens grene
fra verdens syndesti!
Dyrk selv mit hjertes ager,
at frugt den bære må,
som det dig, Gud, behager,
til ærens krans at nå!