1. Guds-husets dør er i vor dåb,
og hvem derad indganger,
ham møder herlighedens håb
og Paradisets Sanger,1
thi Herren vidner: Her er jeg,
Guds-husets dør, den rette vej
til Himlens højelofte.
2. Thi smiler englemildt, I små!
Hvor det er sandt at sige,
at kun på barnefod indgå
man kan i Himmerige.
I store! vorder små på ny,
så op til Herren over sky
I vokse kan med ære.
3. Med fryd vi i Guds menighed
for ham os dybt nedbøje,
som trykker kun al hovmod ned,
vil ydmyghed ophøje,
sig kalder selv en kongeørn,2
som bær’ på vinger sine børn
op til sit høje sæde.
4. Ej skal vi bævende som før
i pagtens gamle dage
se til Guds hus og Himlens dør,
mismodige forsage;
thi de genfødte er Guds æt,
og han, der gav dem børneret,
er mægtig i de svage.