1. Hos dig, o Jesus, sent om nat
en mand på døren banker,
han kommer hungrig, træt og mat
af mange tvivlens tanker,
du vredes ikke, at han kom,
men lader op så mild og from
og tænder lys, som nat og nød,
ja, dom og død
med livsens stråler gennembrød.
2. O, tænk, min sjæl, at have sat
sig ved den visdoms kilde!
O, tænk, en Nikodemus-nat
hos Jesus i det stille!
Den undes dig, som søger Gud,
og du skal gå fra mødet ud
med lys udi din frelses sag;
fra denne dag
du finder vej til Guds behag.
3. Han siger dig, du arme flok,
som savner nådens gave:
En lærdoms form er dig ej nok,
nyt liv det må du have;
thi hvad af kød er født, er kød,
ser ej Guds rige, men kun død;
en fødsel kun af Ånden dig
gør åndelig
og på nyt liv i Kristus rig.
4. Ja, om du skal Guds rige se,
da må på ny du fødes;
af vand og Ånd så må det ske,
den gamle Adam dødes.
Du ved ej, hvordan det går til,
men vist det sker, hvad Gud han vil,
og Åndens vej du ej forstår,
i løn den går,
og ved Guds ord sin agt den når.
5. Men Jesus er din redningsgrund,
på korset højt ophøjet,
at hvo til ham i trængselsstund
med tro opløfter øjet,
han lægedom til livet får
mod slangens bid og banesår,
så Jesu død ved tro og dåb
er frelses håb
for hver, som står med angers råb.
6. Det gør min sjæl så stærk og glad,
at Gud mig givet haver
genfødelsens det dyre bad
med Åndens himmelgaver,
har revet mig af Satans garn
og gjort mig der til et Guds barn;
thi give Gud, i dåbens pagt
ved Åndens magt
jeg stærk i troen står på vagt!