1. Hyrden er én, og så hans hjord,
er end fuldmange hans folde,
enbåren i sin Faders gård
Sønnen skal alting beholde;
Sønnen er sandhed, først og sidst,
virkelig være, her og hist,
kan kun, hvad sandhed besjæler.
2. Kilden er én, og floden med,
er end småbækkene mange,
engene er ved flodens bred
alle de skønne græsgange;
kilde og flod er dåbens ord,
engene er vor Herres bord,
føden er kærligheds fylde.
3. Jesus han er den hyrde god,
som haver hjorden til eje,
dyrt har han købt den med sit blod,
sanket på vildsomme veje;
driver sin hjord han op og ned,
altid med staven »Liflighed«1
vogter han flokkene sine.
4. Tidernes løb er sent og sært,
hyrdernes tid synes omme,
dog har os tidens fylde lært,
senest den bedste kan komme;
hyrden, som spået soleklart,
kommer igen med lynets fart,
himmelblå ere hans telte.