1. I Nazaret, i trange kår,
med højheden fortrolig,
der vokste op til manddoms år
vor Herre, blid og rolig,
som den, der véd i hytten godt,
hos Fader på det høje slot
han har sin visse bolig.
2. Det gjorde alt hans Faders Ånd,
som over issen svæved,
han gerne gik i ledebånd,
som ham til Himlen hæved;
han gik med smil sin stille gang,
og kun hvor synd gik frækt i svang,
han sukked dybt og bæved.
3. Så er vi alle kongebørn,
skønt fattige og ringe,
og højere end nogen ørn
sig tankerne opsvinge,
når Jesus er vort hjerte nær
som Herre mild og broder kær,
som barn med englevinge.
4. Da har og Gud et Nazaret
til os etsteds på jorden,
en lille køn og yndig plet
i syden eller norden,
hvor overalt vi ser Guds spor
og lytter glade til hans ord
som fuglesang og torden.
5. Dér, som Gud Faders egne små,
i dagetal vi lære
i Åndens kraft at stå og gå
og tale til Guds ære,
opelskes til i manddomsår
som træer i Guds abildgård
velsignet frugt at bære.
6. Så vokser vi i Jesu fjed,
så kommer vi til kræfter,
så lærer vi at elske fred
og skikke os derefter,
så fyldes med den visdom vi,
som ydmyghed er sjælen i,
hvorved ej hovmod hefter.
7. O, Gud ske lov for nådens ord
til trøst for dem, som græde!
Og Gud ske lov for Jesu spor,
hvori de små kan træde!
Og Gud ske lov for Herrens Ånd,
som fører os i ledebånd
til evig fred og glæde!