1. Mig lyster nu at træde
til Jordans klare flod
og dvæle der med glæde,
hvor Herrens fødder stod,
at se det store håb,
den nåde, Gud har skiftet,
den pagt, som han har stiftet
med mig udi min dåb.
2. Johannes vel med føje
må højlig undres på,
at sig for ham vil bøje
den største, jorden så,
at du, af hvem han selv,
enddog han er en døber,
at tvættes højt behøver,
dog kom til Jordans elv.
3. Du er jo Himlens ære,
og solens renhed ej
mod dig kan lignet være,
ej stjerners Mælkevej;
ja, selv Guds engle må
dig med fuld røst og tunge
tre gange: hellig! sjunge
og for din trone stå.
4. Dog vil du dåben tage
i Jordans blanke flod,
at den må kraft uddrage
af Jesu rosensblod;
af vand med Ånd og ord
et sjælebad du skabte,
som tvætter de fortabte
til gæster ved Guds bord.
5. Så er vi da Guds poder,
i Jesus plantet ind,
Guds kirke er vor moder,
Guds Ånd vor trøst i sind;
Guds pagt udi vor dåb
skal Himlen os oplukke
og Satan selv nedbukke,
det er vor tro og håb.