1. Jeg tror det, min genløser!
at du gør alting vel
og nåden rundt udøser
i dagning og i kvæld;
med ordet af din mund
udstrømmer liv og glæde
til alle dem, som græde
for guld af hjertens grund.
2. For Himlens guld jeg græder
og ej for glimmerstøv,
men lagt i skjulte kæder
jeg for din røst er døv,
jeg mindes som en drøm
et lille ord af dine,
men tungen kun med pine
det dunkelt stammer frem.
3. O, tag mig kun til side
som ham i havets egn,
skønt verden ej kan lide,
man tror, du end gør tegn.
Læg dine fingre små
kun i mit døve øre!
Da får jeg klang at høre,
som Himlens klokker gå.
4. Og når min tungespidse
du rører næppe nok,
da kvidrer jeg til visse
som himlens fugleflok.
Sig så blot effata!
Fra alle engletunger
jeg hører da og sjunger
et klart halleluja.
5. Da sætter jeg på skammel
mig ved din højre fod,
sig ej, jeg er for gammel
til lærling, mester god!
Jeg lytte vil med flid,
se til mig selv at glemme,
da får jeg bedre nemme
og nytter nådens tid.
6. Da skal dit ord mig smage
som frugt på livets træ,
og du kan det så mage
med sol og dug og læ,
at til din guddoms pris
der dybt fra hjertegrunden
mig springer op i munden
et lille paradis!