1. Klokken slår,
tiden går,
troen på ordet sin prøve står;
er det faldet i hjertemuld,
overstår det vel vinterkuld,
bærer sin evigheds-frugt.
2. Klokken slår,
tiden går,
håbet Guds børn dog fejl ej slår,
det har vinger af engleart,
flyver til Himmels med bønnens fart,
kommer tilbage med svar.
3. Klokken slår,
tiden går,
kærligheden ej tæller år,
den kan gøre det gamle ungt,
gøre let det, der synes så tungt,
vand den omskaber til vin.
4. Klokken slår,
tiden går,
ene Guds nåde urokket står,
den os fører så tryggelig frem,
bygger os hisset og her et hjem,
fyldt med den sejrrige fred.
5. Klokken slår,
tiden går,
her har den bygget i tusind år,
hjerter husvalet i daners vang,
kimet til kirke og løftet med sang
fanen om korsets træ.
6. Klokken slår,
tiden går,
aldrig udrinder evigheds år,
aldrig afblomstrer Guds Paradis,
aldrig forstummer hans nådes pris.
Amen! Halleluja! Tak!
