1. Vor klippe vi slippe umulig,
førend os hjælpen er sendt;
lad være, vi ere uduelig,
hvilket er noksom bekendt.
Begære vi mere, vort Hoved!1
end nåde, som både er lovet
og dyre og sure fortjent?
Vor klippe vi slippe umulig,
førend os hjælpen er sendt!
2. Hvor skulle det huldeste hjerte
bøje den fattiges ret,
forjage den svage i smerte,
glemme hans tårer så let?
Du lover, vi vover at vinde.
Du svor det, vi tror det at finde.
Og dertil vi holde os tæt.
Hvor skulle det huldeste hjerte
bøje den fattiges ret!