1. Med den Enbårnes herlighed
blev Ordet kød til visse,
endskønt Guds Søn kom ej herned
med kronen på sin isse,
men fødtes som en træl i vrå
og døde under skyer grå
på kors som en misdæder.
2. Hans herlighed i klare tegn
udstrålede med styrke,
så under hver en himmel-egn
de er som lys i mørke,
som Himmel-lys, der råber ud:
Hvo ham har set, har set sin Gud,
han ét er med sin Fader.
3. Det første tegn på glædens fest,
som gik for brat til ende,
han gjorde som en bryllupsgæst
ved vand til vin at vende,
og klart er det, at ene han,
som skabte både vin og vand,
kan deres art forandre.
4. Han sagde: Ti! til storm og hav,
far ud! til ånder kåde,
og bølger sank, og storme tav,
og djævle bad om nåde,
de så i ham den guders Gud,
som storme har til sendebud
og skel for havet satte.1
5. Det sidste tegn i støvets dragt
omstråled Guddoms-Ordet,
da »kom herud!« han knap fik sagt
til vennen død og jordet,
før Lazarus, som stank i går,
i dag stod op som blomst i vår
og smiled over døden.
6. Dér ser man grant den mund og hånd
med kraften uden mage,
som jordens støv gav liv og ånd
i gamle skaberdage
og skal engang, trods grav og død,
os kalde frem af jordens skød
op til vor Herres glæde.
7. Derfor vi sejle tør hver sø,
hvor farlig den så bryder,
derfor vi leve tør og dø
på ordet, som det lyder,
i Jesu navn, på Jesu ord,
som ej med himmel og med jord
forgår, men kun forklares.