1. Midt igennem nød og fare
vejen går til Paradis.
Du må gennem torneris,
o du Lammets brudeskare!1
Du må over bjerg og dal,
hjem til Zions brudesal.
Dog det bliver let at glemme
første øjeblik derhjemme.
2. Ej! så lad dig intet trykke,
Sulamit!2 på denne jord,
efterdi den er så stor,
ja, forunderlig din lykke!
Er du dog så salig her,
hvor langt mere evig dér!
Få minutter om at gøre
kan man dig for tronen høre.
3. Derfor, Fader uden lige,
sendte du din Søn herned
til så stor elendighed,
os at vinde Himmerige.
Ham vi favner frydelig,
og vort støv skal takke dig
her og hist med mange, mange
evig søde brudesange.