1. Tænk, når engang den tåge er forsvunden,
som her sig sænker over livet ned,
når dagen evig klar er hist oprunden,
og lys omstråler hvert af mine fjed.
2. Tænk, når engang er løst hver jordisk gåde,
besvaret hvert «hvorfor«, jeg grunded på,
men kunne ej med al min grublen råde,
tænk, når jeg Herrens vej skal klart forstå!
3. Tænk, når engang hver hjertesorg er slukket,
hver vunde lægt, og stillet hvert et savn,
hver smertens tåre visket af, og sukket,
det dybe, kvalt i kærlighedens favn.
4. Tænk, når engang med utildækket øje
jeg ham skal se, hvem her jeg tro’de på,
tænk, når jeg hist mit knæ for ham skal bøje,
når jeg med tak skal for hans åsyn stå!
5. Tænk, når engang jeg uden synd skal leve,
hver tanke ren, hver gerning uden brøst,
når aldrig jeg behøver mer at bæve
for muligheden af en syndig lyst.
6. Tænk, når engang i Himlens gyldne sale
jeg med den ven, jeg her på jorden fandt,
i lyset om et evigt liv skal tale
og om det liv, der som en drøm forsvandt!
7. Væk, Jesus, denne tanke i mit hjerte,
hver gang mig vejen tykkes lang og slem!
Den sødt skal dæmpe hver en bitter smerte
og lokke smilet gennem tårer frem.