1. Med sorgen og klagen hold måde!
Du mindes den hellige dåb
og Himmerigs bord af Guds nåde.
Tilegn dig Guds herligheds håb!
2. Hvi gemmer du støvet i kiste,
hvi rister du navnet i sten,
når ikke i troen du vidste,
at vågne skal slumrende ben!
3. Lad legemet kun sig udhvile
og fattes med synet al sans!
Det skal dog opvågne og smile,
skal skinne og skues i glans.
4. Så kornet utallige gange
har fundet sin død under muld,
opstod dog i bølgende vange
og skinned i solen som guld.
5. Så lagdes din frelser i dvale,
men ved du ej, hvor han er nu?
Han troner i Himmerigs sale
og husker, ved støv hænger du.
6. O, glem ej, at hytten, som hælder,
som raver og synker i grus,
sin brøst vel med rette undgælder,
men bygtes dog til et Guds-hus!
7. Guds ord det går aldrig af minde,
det hørtes og troedes der,
og tit har de leget derinde,
små-englene, Gud haver kær.
8. Når under de rødmende skyer
der stødes i Himlens basun,
for gravfolket morgenen gryer,
sig rejser Guds faldne paulun.
9. Lyksaligste af alle dage,
o muld, når af dig myldrer frem
Guds billeder alle så fage,1
når Gud henter børnene hjem!