ske dig, o treenig Gud,

som vor tros den rene lære

rev af mørkets fængsel ud!

Da dit lys var næsten slukt

eller alt for ilde brugt,

satte du det på sin stage,

gav din kirke klare dage.

2. Du lod livets bække flyde

ned fra sandheds kildevæld,

du lod åget sønderbryde,

og gav sandheds venner held.

Luther rustede du ud,

og ved dette sendebud

tordned ind i nattens mørke:

Kommer, lærer Gud at dyrke!

3. Altid, når din kirke hældte,

truende med hastigt fald,

altid, når i nød det gældte,

fik en sandheds ven dit kald,

ånd og lys og kraft og mod,

deraf så jeg, kirken stod

over alle rigers alder,

klippefast, til verden falder.

4. Lad os bede lysets Fader,

som sit navn blandt os har sat,

at han ej os overlader

til en hedensk visdoms nat,

at ej nogen andet véd

sig til trøst og salighed

end den Gud og mand, som døde

for vor syndeskyld og brøde.

5. Gud, giv kirken mænd og fædre,

som er dig og sandhed tro,

alle dannes til det bedre,

klinten visne, hveden gro!

Troskab løn af nåde få!

Hykleri til skamme stå!

Sandhed herske, løgn adspredes!

Gudsfrygt æres, kirken fredes!

6. Så skal denne dag med rette

kaldes alle helgens dag,

og Gud Helligånd udrette

i os Herrens velbehag,

kalde og forsamle her

til engang at mødes dér,

hvor vi evig da skal smage

alle helgens frydedage!

Indlægget Lov og pris og evig ære blev først udgivet på Sangbogen.

at aften jo er i vente,

så haver det lys og solbjærgs-lag,

som Gud udi kirken tændte;

men altid det dages dog på ny,

hvor hjerterne morgen vente.

Indlægget Som aldrig så lang er nogen dag blev først udgivet på Sangbogen.

O Danmarks menighed,

hvor rig du dog er blevet:

hvad før kun dødt stod skrevet,

fik Åndens kraft og vinge

til levende at klinge!

2. Da lød i ord og sang

den guddoms-stærke klang

om Lammet, som har båret

vor straf, til døden såret,

om troen, som alene

gør os for dommen rene.

3. Vort ringe modersmål,

du blev en gylden skål

til værdigt at frembære

den Højes pris og ære,

som over alle arme

har villet sig forbarme.

4. Vor arv vi kendes ved.

O Gud, af miskundhed

lad trolig os bevare

dit nådebud det klare

og aldrig derfra lokkes,

om alle verdner rokkes!

5. Giv ordets fynd og vægt

til denne sene slægt

til værdig frugt at virke

i Danmarks folk og kirke,

giv os i lys at vandre

til Himlen med hverandre!

Indlægget Vor arv vi kendes ved blev først udgivet på Sangbogen.

nu og indtil verdens ende

overalt, hvor Gud vil sende

kraftens Ånd med nådens ord.

Overalt, hvor ordet lyder,

må og Åndens gerning ske,

så at blinde selv sig fryder

ved Guds klare dag at se.

2. Og det sker, hvor Gud det vil.

Ingen djævel kan det hæmme,

ingen helgen kan det fremme,

ingen gør et gran dertil.

Og når kirkens Herre tier,

er den selv kun jord af jord,

er en tomhed kun, der bier

efter fylden af hans ord.

3. Er det efter Himlens råd,

kommer de, de onde dage,

holder Gud sit ord tilbage,

uden gavn er suk og gråd;

pintes hjertet end af hunger,

søgtes der fra hav til hav,

råbtes der af fulde lunger,

– nytteløst, når Herren tav.

4. Herre, se, din kirke vil

i sin fattigdom bekende:

Når du ej dit ord vil sende,

er din kirke ikke til.

Den må leve af din nåde,

altid bie på din Ånd,

til din tid og på din måde

løser du dens tungebånd.

5. Da skal korsets ord med fynd

slægten frem for dommen råbe,

flænge hver en hellig kåbe,

alt indslutte under synd,

åbenbare så sin gåde,

at alene Gud er god;

slægtens syndeskyld i nåde

soned han i Jesu blod.

Indlægget Herrens kirke er på jord blev først udgivet på Sangbogen.

Så klang det over tempelgrus

fra Herrens mund, da hænder svage

arbejded på det andet hus,

en hytte kun at ligne ved

kong Salomons i herlighed.

2. Foragter ej de ringe dage!

Det er for os et trøstens ord,

som bygger nu med kræfter svage

på Herrens hus i høje nord,

en hytte kun at ligne ved

Guds-huset i dets herlighed.

3. Foragter ej de midler ringe!

Her intet sker ved kæmpehånd,

her intet lader sig fremtvinge,

i stilhed virker her Guds Ånd.

Her lavt er alt, og sent det går,

som hjertet sidder, hjertet slår.

4. De høje bjerge, som vor hytte

end truer stolt med undergang,

dem vil ej Ånden for os flytte,

men jævne lig den grønne vang,

som havets bjerge tit vi så

sig jævne ud til bølger blå.

5. Alt som det dunkle hjertekammer,

så er vor kirkehytte lav,

dog marmor skønt med lyse flammer

til kirkevæg os Ånden gav,

og til en grundvold fast og ren

den gamle hoved-hjørnesten.

6. Foragter ej de ringe dage!

Det lykkes skal, som skrevet står:

Velsignes skal de hænder svage,

som lagde grund med bange kår,

de sætte skal på taget krans

og folde sig i lysets glans.

Indlægget Foragter ej de ringe dage blev først udgivet på Sangbogen.

hjertets søde morgendrøm,

mindes, trods al verdens domme,

Zion med en tårestrøm?

Mægter nogen end at stemme

harpen dybt til orgelklang?

Vover nogen end at nemme,

end at kvæde Zions sang?

2. Ja, så længe hjertet banker

kærligt i en kristens barm,

rinder mellem Himmel-tanker

over Zion tåren varm,

og så længe for Guds trone

høres seraf-harpens klang,

skal i Kristi kirke tone

over tårer Zions sang.

3. Samler eder tæt om bjerget,

alle Zions døtre små!

Har end fjenden sletten hærget,

Herrens bjerg han lod dog stå.

Blev end sten på sten ej levnet,

hjørnestenen lå dog fast,

er urokket og urevnet,

mod den alle våben brast.

4. Ja, på ham vi kaste sorgen,

som og synden for os bar;

højt om sylden1 og om borgen

synge vi med stemme klar,

og i Herrens vingers skygge,

i en gylden aftenstund,

under sang vi atter bygge

på den gamle klippegrund.

5. Ej skal Zions borg sig højne

denne gang med spir og tårn,

hyttelavt i verdens øjne

bygges skal imod tilforn,

så vi efter ham os føje,

som har sagt, han ville bo,

hvor sig stjerner for ham bøje,

og hvor bly kærminder gro.

6. Huset med de høje sale

tømres kun af skaberhånd,

må fra Himmelen neddale

som til støvet Herrens Ånd;

vi af bløde bøgestammer,

under nattergalesang,

bygge kun et gæstekammer

til en himmelsk altergang.

7. Verdens vise, jordens bolde

vel vor hytte vil forsmå,

men den største vil dog holde

nadver i den ringe vrå.

Tidlig han sig myg har krummet

barneglad i moderskød,

han, som lå i krybberummet,

bryde vil i hytten brød.

8. Thi skal herligheden vorde

større i vort lave hus

end i det med borgegårde,

som nu sunket er i grus;

hans er sølvet, hans er guldet,

mer end guld hans kærlighed,

den er Himmel-glans i muldet,

den skal vi forklares ved.

Indlægget Tør end nogen ihukomme blev først udgivet på Sangbogen.

natten hun blev til morgen,

Menneskens Søn, Gud Faders tolk,

slukket nu har al sorgen.

2. Frelseren lå i sorten jord

nætter såvel som dage,

men det opstandne livsens Ord

døden ej mer kan smage.

3. Kirken hun sad i enkestand,

sørged for den Enbårne,

glemte, at han i gravens land

stormede dødens tårne.

4. Deraf udsprang den bitre sorg,

ligfærd med gråd og klage,

hulken for sang på Zions borg,

nætter såvel som dage.

5. Herren han er dog sine tro,

også når de mistvi’le,

roser han lod på torne gro,

lærte os så at smile.

6. Blegt som et lig var livets ord,

dødt det os lå på tunge,

Ånd dog fra Herren i det fór,

engle derom vil sjunge.

7. Synger da med i højen sky:

Ordet stod op af døde,

lyder i Åndens kraft på ny,

tænder, så tunger gløde!

8. Lever nu op, I kristne små!

Nu er her godt at være,

alle Guds engle med os stå,

vil jer på hænder bære.

9. Frelseren lå i sorten jord,

sidder på ærens trone,

ånd og liv er til os hans ord,

glæden vor salmetone!

Indlægget Herren han har besøgt sit folk blev først udgivet på Sangbogen.

dog ret få overhånd!

Og se, hvor fuld din urtegård

af torn og tidsel står!

Din vækst du her vel har,

men ak, hvor tynd og rar!1

Hvor lidet er dog kraften kendt

af ord og sakrament!

2. O Jesus, Jesus! kom dog snart

at se din vingårds art!

Af døbte vrimler stad og land,

men hvor er troens brand?

Hvad hjælper det, vi ved,

hvad død du for os led,

dog tåles Satans fule værk

iblandt os lige stærk.

3. O Helligånd! for dig, vor skat,

vi græder dag og nat.

Kom, giv os samme lys og kraft,

som fædrene har haft,

da kristendommen stod,

som træ ved dejligst rod,

så ovenfuld af frugters sne

og purpur. Lad det ske!

Indlægget Ak, Fader! lad dit ord og Ånd blev først udgivet på Sangbogen.

lad høres nu vort kvad,

vor lovsang lad opkomme

til Gud fra allen stad,

fordi hans ord mon klinge

så vidt nu over land

og alle klokker ringe

for Krist, vor frelsermand!

2. Med Kristus sejer vindes

nu og i allen stund;

i ham al sandhed findes,

al nåde og miskund;

ret vej til Himmerige

er ingen uden han;

tør nogen det modsige,

dem sætter Gud i band.

3. Men Herrens ord blev lastet;

Gud, som foragten så,

nær havde os forkastet

og ladt i mørket gå;

lid skulle slås til andet

end Kristi kors og død

og glemmes fædrelandet,

hvor hvilen er så sød.

4. Dog det er Skriftens lære,

som efter Guds behag

til Jesu Kristi ære

kom atter for en dag;

når med vor Herres øje

vi gransker ud dens grund,

den lærer os fuldnøje

Guds råd i allen stund.

5. Gudsfolket havde sovet,

der drømtes kun om tant,

men, Herren være lovet,

den rette vej vi fandt;

Gud give nu, vi alle

af rene hjerter må

vor frelser fast påkalde

og saligheden nå!

Indlægget Vel mødt, I kristne fromme blev først udgivet på Sangbogen.