se Kongen i hans pragt,

tilbede i hans tempelhal

hans nåde og hans magt.

I et krystalklart hav af lys

forsvinder tidens nat og gys,

forvandlet blir hver gåde her

til lovsangsjubel der.

2. Og salighedens tonevæld

skal bruse som et hav,

som sus af skov en sommerkvæld,

når himlen er som rav,

og al naturen genfødt er,

og ingen skygger falder mer.

Og alt, hvad skønt mit øje så,

ny glans og glød vil få.

3. Men skønnest er det dog at se

Guds underfulde Lam

med mærkerne fra korsets træ

og sejrens glans om ham.

Og denne glans er mer end sol,

den er Guds gyldne nådestol,

og støvets dragt, som her mig bandt,

blir klar som diamant.

4. Så er jeg frelst, så er jeg fri,

så har jeg vundet frem.

Så er min strid med ét forbi,

så er jeg i mit hjem.

Det hjem min frelser lovet har

hver den, som korset med ham bar,

Guds Paradis, vort rette hjem,

det ny Jerusalem.

Indlægget Ja, engang mine øjne skal blev først udgivet på Sangbogen.

jeg er en pilgrim,

kun en aften,

kun en aften bor jeg her.

O, stands mig ikke, thi jeg vil følge

Guds folk til strid gennem ørk og bølge.

Jeg er fremmed,

jeg er en pilgrim,

kun en aften,

kun en aften bor jeg her.

2. Rejsemåltid

i hast jeg tager,

som forjaget,

som et ilbud, standser ej.

Jeg står omgjordet om mine lænder,

med vandringsstaven i mine hænder.

Rejsemåltid

i hast jeg tager,

som forjaget,

som et ilbud, standser ej.

3. Lammets blod har

mit dørtræ tegnet,

mig beseglet,

mig beseglet, jeg er hans.

Jeg syndens surdej ej mer vil smage,

af sted jeg haster, ser ej tilbage.

Lammets blod har

mit dørtræ tegnet,

mig beseglet,

mig beseglet, jeg er hans.

4. Op mod hjemmet

mit øje skuer,

evig stråler,

evig stråler solen der.

O, vandringslandet er mørkt og farligt,

jeg snubler ofte, forvildes snarligt.

Op mod hjemmet

mit øje skuer,

evig stråler,

evig stråler solen der.

5. Jorden har ej

den ro, jeg søger,

nej, jeg længes,

nej, jeg længes mod Guds stad;

dér græder ingen, dér ender nøden,

dér bor ej sorgen, did når ej døden.

Jorden har ej

den ro, jeg søger,

nej, jeg længes,

nej, jeg længes mod Guds stad.

6. Fuldtro hyrde,

jeg barnlig beder:

Følg og led mig,

følg og led mig altid du,

at frem jeg iler med dig for øje,

indtil jeg hviler udi det høje!

Fuldtro hyrde,

jeg barnlig beder:

Følg og led mig,

følg og led mig altid du!

Indlægget Jeg er fremmed, jeg er en pilgrim blev først udgivet på Sangbogen.

da verden er blevet Guds rige til sidst,

da menneskeslægten forløsning har fundet,

og alle bekender, at Herren er Krist,

da døden er dødet og synden forsvundet,

og fuldkommen frelse for evig er vundet.

2. Den kommer, den kommer, den dag, som vi venter;

dens stråler vi skuer på morgenens sky!

Er mørket end mægtigt i skyggernes dale,

på bjergene dagen begynder at gry.

Den kommer at ende de sørgendes trængsel,

den kommer at stille de helliges længsel.

3. Den kommer, den kommer, den dag, som vi venter,

da folkene mødes i fred og i tro,

da Himmelens Herre er jorderigs konge,

og vi i hans skygge skal salige bo,

den dag, der opfylder de helliges bønner,

den dag, der vor tro med beskuelse lønner.

4. Den kommer, den kommer, den dag, som vi venter,

den lyseste dag, som på jorden skal gry,

da Herren almægtig alene regerer,

og Satan og synd for hans åsyn må fly.

Og skabningen, udløst fra strid og fra synder,

hans ære i evigheds tider forkynder.

Indlægget Livsalige dag, som i håbet vi venter blev først udgivet på Sangbogen.

i Ånden med Herren et Eden,

hvor kan vi da nogen tid glemme:

langt bedre hos Herren derhjemme!

2. Dér er ikke vinter og mørke,

dér er ingen heder og ørke,

dér er ingen afmagt og ælde,

dér er ingen tårer at fælde.

3. Dér er ingen synd at bekæmpe,

dér er ingen sorger at dæmpe,

dér er ingen syge og døde,

dér er ikke tomhed og øde.

4. Dér, under det yndigste bælte,

hvor forår og høst sammensmelte,

dér alting ved livet sig fryder,

dér altid kun lovsangen lyder.

5. Dér glemmes al angest og pine,

hvor Herren er alting for sine;

af lys og af fred og af glæde

er evig omlejret hans sæde.

6. O Jesus, o, hør, hvad vi bede:

Vær kraftelig med os hernede,

så levende står os for øje

dit hus på de evige høje!

7. Din Ånd i vor afmagt os styrke,

dit lys gennembryde vort mørke!

Din kærlighed, sød som dit minde,

vor sorg og vor død overvinde!

8. Lad, trods alle skyerne sorte,

os åbne se Himmelens porte!

Lad, selv midt i tårernes dale,

Guds herligheds håb os husvale!

Indlægget Er livet alt lifligt herneden blev først udgivet på Sangbogen.

som her sig sænker over livet ned,

når dagen evig klar er hist oprunden,

og lys omstråler hvert af mine fjed.

2. Tænk, når engang er løst hver jordisk gåde,

besvaret hvert «hvorfor«, jeg grunded på,

men kunne ej med al min grublen råde,

tænk, når jeg Herrens vej skal klart forstå!

3. Tænk, når engang hver hjertesorg er slukket,

hver vunde lægt, og stillet hvert et savn,

hver smertens tåre visket af, og sukket,

det dybe, kvalt i kærlighedens favn.

4. Tænk, når engang med utildækket øje

jeg ham skal se, hvem her jeg tro’de på,

tænk, når jeg hist mit knæ for ham skal bøje,

når jeg med tak skal for hans åsyn stå!

5. Tænk, når engang jeg uden synd skal leve,

hver tanke ren, hver gerning uden brøst,

når aldrig jeg behøver mer at bæve

for muligheden af en syndig lyst.

6. Tænk, når engang i Himlens gyldne sale

jeg med den ven, jeg her på jorden fandt,

i lyset om et evigt liv skal tale

og om det liv, der som en drøm forsvandt!

7. Væk, Jesus, denne tanke i mit hjerte,

hver gang mig vejen tykkes lang og slem!

Den sødt skal dæmpe hver en bitter smerte

og lokke smilet gennem tårer frem.

Indlægget Tænk, når engang den tåge er forsvunden blev først udgivet på Sangbogen.

Du mindes den hellige dåb

og Himmerigs bord af Guds nåde.

Tilegn dig Guds herligheds håb!

2. Hvi gemmer du støvet i kiste,

hvi rister du navnet i sten,

når ikke i troen du vidste,

at vågne skal slumrende ben!

3. Lad legemet kun sig udhvile

og fattes med synet al sans!

Det skal dog opvågne og smile,

skal skinne og skues i glans.

4. Så kornet utallige gange

har fundet sin død under muld,

opstod dog i bølgende vange

og skinned i solen som guld.

5. Så lagdes din frelser i dvale,

men ved du ej, hvor han er nu?

Han troner i Himmerigs sale

og husker, ved støv hænger du.

6. O, glem ej, at hytten, som hælder,

som raver og synker i grus,

sin brøst vel med rette undgælder,

men bygtes dog til et Guds-hus!

7. Guds ord det går aldrig af minde,

det hørtes og troedes der,

og tit har de leget derinde,

små-englene, Gud haver kær.

8. Når under de rødmende skyer

der stødes i Himlens basun,

for gravfolket morgenen gryer,

sig rejser Guds faldne paulun.

9. Lyksaligste af alle dage,

o muld, når af dig myldrer frem

Guds billeder alle så fage,1

når Gud henter børnene hjem!

Indlægget Med sorgen og klagen hold måde! Du mindes blev først udgivet på Sangbogen.

alt, hvad af jordisk rod oprandt,

og talte snart er støvets dage,

selv hvor med Ånd det Gud forbandt;

kun hvad der kom fra oven ned

kan blomstre i al evighed.

2. O, ve da hver, som dårlig bygger

sit håb på støvets blomstertid

og gribe vil i jordens skygger,

hvad kun i Ånden kommer hid!

O dåredrøm om evighed

for, hvad ej kom fra oven ned!

3. Men vel enhver, som håbet grunder

på, hvad kun engles øjne så,

hver sjæl, som til det høje stunder

og verdens glimmer tør forsmå!

Til dem kom dét fra oven ned,

som blomstrer i al evighed.

4. Ja, Ordet, som skal evig blive,

fordi af jord det ej oprandt,

det holdt med kraft din sjæl i live,

så døden ej den overvandt;

til dig kom dét fra oven ned,

som blomstrer i al evighed.

5. Engang skal også du, forklaret,

det skue grant med lys og lyst,

som end ej støv er åbenbaret,

men lever skjult i kristnes bryst:

Hos ham, som kom fra oven ned,

har også støvet evighed.

Indlægget Som markens blomst henvisner fage blev først udgivet på Sangbogen.

med Guds fred i gravens skød!

De på ny skal Herren love,

takke højt for hvile sød,

ja, for sejer over døden,

ungdomsliv i morgenrøden,

gildesfærd ad kongevej

til den sal, som synker ej.

2. Selv han os har åbenbaret,

til de ømme hjerters trøst,

at når han i sky forklaret

skrider frem med tordenrøst,

først han, når basunen gjalder,

gravens folk til lyset kalder,

vinker så fra mark og by

alle sine op i sky.

3. Kristne! hvilken morgenrøde,

mange mørke timer værd,

når vi, levende og døde,

mødes med vor Herre kær,

skal i Himlens glans og ære

evig hos vor frelser være,

love Gud med englerøst!

Husker, det er Herrens trøst!

Indlægget Sørger ej for dem, der sove blev først udgivet på Sangbogen.

trods orme, vind og vove:

Af muld skal dødninger opstå

og Frelseren højlove,

når luren drøner så i sky,

at stjerner falde, bjerge fly.

2. Når Herren under hovedguld

fra Himlen åbenbares

for i sit hele helgenkuld

på jorden at forklares,

alt, hvad med ham var ét i Ånd,

opstår i lysets klædebon.

3. Så pris, min sjæl, den Herres navn,

som endte dødens dage,

som kom fra graven, os til gavn,

med lys og liv tilbage,

som med sit ord, før vi det ved,

opvækker støv til herlighed.

Indlægget Det livets ord vi bygger på blev først udgivet på Sangbogen.

træt af møje,

vådt og mørkt af tåreregn,

ser med længsel

af sit fængsel

op mod blide Salems1 egn,

o, hvor svinder da min ve

bare ved derop at se!

2. Jeg fornemmer

folkestemmer,

alle slags, blandt engles lyd,

dem de driver

op med iver

i Guds lovsangs fulde fryd.

O, hvor siger da min sjæl

verden glædelig farvel!

3. Ja, jeg skuer

dine druer,

Paradis! den livets frugt.

Dine søde

roser møde

mig nu alt med deres lugt,

giver tidens åndedrag

evighedens luft og smag.

4. Lammets klare

brudeskare

ser jeg midt i Paradis,

hvor de svømme

som i strømme

af Guds søde lov og pris.

Snævre vej og korte tid,

o, hvor er din ende blid!

5. Hjertemilde

Jesus lille,

som os Himlen vandt så huld!

Se, hvor dines

længsel pines

under tidens aftenkuld!

Når, o søde brudgom, da

vil du hente mig herfra?

Indlægget Når mit øje, træt af møje blev først udgivet på Sangbogen.