Sprog og ånd

1. At lære er at ville befri sin ensomhed, at stå ved åndens kilde og ydmygt knæle ned, at spejle sig i tider, der sov på […]

1. Den danske sang er en ung, blond pige, hun går og nynner i Danmarks hus, hun er et barn af det havblå rige, hvor bøge […]

1. Derfor kan vort øje glædes ved et billeds farvepragt; thi det lys, hvori det klædes, er naturens egen dragt; 2. og den sten, hvis skønhed […]

1. Sangen har lysning, og derfor den gyder over dit arbejd forklarelsens skin; sangen har varme, og derfor den bryder stivhed og frost, så det tør […]

1. Velkommen i den grønne lund, hvor fuglene de sjunge! det høres skal: den danske mund til sang har og en tunge. Vi har det godt […]

1. Vort modersmål er dejligt, det har så mild en klang; hvormed skal jeg ligne og prise det i sang? En højbåren jomfru, en ædel kongebrud, […]

1. Jeg gik mig ud en sommerdag at høre fuglesang, som hjertet kunne røre, i de dybe dale mellem nattergale og de andre fugle små, som […]

1. Moders navn er en himmelsk lyd, så vide som bølgen blåner: moders røst er den spædes fryd og glæder, når issen gråner. Sødt i lyst […]