1. Vægter! vil det mørke rige
ej bortvige?
Vægter! vil den sorte nat,
mørk og mulm af mine sinde
ej forsvinde?
Får vi ikke dagen fat?
2. Vil vor morgen ej frembryde
os at fryde?
Jesus, livets sol og glans!
Jeg er kold og mørk i sindet,
helt forblindet,
strål dog ind i sjæl og sans!
3. Er for længst ej nådestunden
alt oprunden
ved din ankomsts klare skin?
Og da jeg dig ej kan finde,
jeg i blinde
går de mørke syndens trin.
4. Hvor kan jeg foruden styrke
og i mørke
tage lysets våben på,
kærlighedens frugter bære,
ydmyg være
og forbi det onde gå?
5. Vor fornuft har aldrig givet
lys og livet,
Jesus selv i sjælen må
som den blide sol opdage1
og forjage
sikkerhed af hjertets vrå.
6. Men når Jesus sjælen vækker,
syndens dækker
alle sammen straks må fort,
så man vender sindets øje
mod det høje,
fra sig selv og verden bort.
7. Øjne fuld af længsels lue
dig at skue
giv os, milde frelsermand!
Den er hårdt med blindhed slagen,
som om dagen
lyset ikke finde kan.