1. Barnelivets favre dage
kun forgæves folk på jord
kalder sukkende tilbage,
som en drøm de heden fór,
hjerte hvert dog føle må:
vorde ej vi atter små,
aldrig mer på englestige
vinde vi til Himmerige.
2. Men hvad alle verdens vise
kun omsonst vil prøve på,
han, som alle kristne prise,
har bevist, hans ord formå:
hver, som tror af hjertens grund,
hvad han os har lagt i mund,
de i dåben fødes atter
til Guds børn, hans søn og datter.
3. Vore egne barnedage
i det bedste faderhjem,
intet er mod dem, vi smage
med Guds Søn i Betlehem,
når, genfødte i hans navn,
han os tager ømt i favn
og, med mer end englerøster,
kalder broder os og søster.
4. Disse Herrens barnedage,
de er evighedens vår,
vifter bort al sorg og klage
også fra de hvide hår,
taler med hinanden lydt
om det mål for livet nyt,
himmelvidt fra skyggedale:
Guddoms-liv i gyldne sale.