1. Hvor Gud mig fører, går jeg glad,
han, ikke jeg, skal råde,
jeg kalder alle tider, hvad
min Gud mig skikker, nåde.
Gud fører mig dog lige hjem,
thi går jeg altid trøstig frem
og på hans hjerte lider.
2. Hvor Gud mig fører, vil jeg mig
ham ganske overgive,
og synes sagen underlig,
han ved dog frem at drive,
hvad han med mig bestemte alt,
før jeg af moders liv blev kaldt,
jeg er jo ej min egen.
3. Hvor Gud mig fører, er i tro
og håb mit hjerte stille,
i mig hans egen kraft vil bo,
hvad kan mig fra ham skille?
Thi fatter jeg et trøstigt mod,
fordi Guds vej er altid god,
ja, vist den allerbedste.
4. Hvor Gud mig fører, vil jeg gå,
om foden skulle brænde;
kan jeg det forud ej forstå,
til sidst jeg dog skal kende,
at det er idel trofasthed,
hvor han mig fører op og ned:
det er min troes anker.