1. Jeg ser dit kunstværk, store Gud,
du er alvis, almægtig,
al verden blev jo ved dit bud
af intet vid og prægtig;
men dette store alt
i omkreds og gestalt
er dog i sjælens øje slet
mod dig, som ene skabte det.
2. Jeg ser det vidtudstrakte rum,
den cirkled himmelbue,
dens lamper uden tal og sum
i ubegreben lue.
Mit syn forlyster nok
ved dejlig stjerneflok;
men sjælen venter sikkerlig
sin himmelglans og sol i dig.
3. Jeg ser en jord, en grundfæst bold,
i dette store runde,
fyldt op med forråd tusindfold
for alle liv og munde.
Din rundhed gav mig mer,
end jeg fornøden ser,
men var al jorden skabt for mig,
jeg var dog arm foruden dig.
4. O kære Gud! din Ånd, dit ord
er her mit liv i live;
men hvad er himmel eller jord,
når jeg hos dig kan blive?
Min længsel, lyst og agt
er op fra verdens pragt.
Lad verden have sit for sig,
o, lad mig bare have dig!