1. O Gud, fornuften fatter ej
dit forsyns skjulte nåde,
den ubegribelige vej
og underlige måde
at føre dine helgen på,
at gange1 og ledsage,2
lede, drage3
og altid med dem gå
i alle deres dage.
2. Når du os vil ophøje, må
vi først til jorden segne,
når vi dit nåde-skin skal få,
så lader du det regne,
du tager os vor fordel hen,
når du os rig vil gøre,
for at føre
vor sjæl til dig igen
og dine bud at høre.
3. Du lader os med Helved-frygt
i vore synder plage,
at nåden ret kan blive søgt
og desto bedre smage;
du truer os med nød og død,
når du os vil oplive,
trøsten give,
der er langt mere sød,
end nogen kan beskrive.
4. Du fører os i kamp og strid
mod Satans hele skare,
vi synes tit i sådan tid
i alt for stor en fare;
da lære vi, hvor lidt vor lejr
formår mod Satans pile,
til dig ile
og efter vunden sejr
i dig alene hvile.
5. Så før os ved din egen hånd,
som du det bedst kan finde,
og lad din gode Helligånd
os alle tider minde,
at hvordan du os føre vil,
så er din vej og måde
os at råde,
hvor hårdt det end går til,
dog idel nåde, nåde.