1. Med sin alabaster-krukke,
fuld af salve dyrebar,
hun, som måtte skamfuld sukke:
Herre, ynkes! Herre, spar!
kom, med hjertet sønderknuset,
ind i farisæerhuset,
hvor til bords den rene sad.
2. Synderinden kom med rødme,
krukken brat hun sønderbrød,
salven dyrebar med sødme
over Herren hun udgød,
lod og sine tårestrømme
Herrens fødder oversvømme,
tørred med sit hovedhår.
3. I min barm, som denne kvinde,
hjertet føler banghed stor,
sniger, som den synderinde,
sig til dig ved nådens bord,
rødmer, blegner, føler vånden,
eftergør det alt i ånden,
sukker: Herre, ynkes, spar!
4. Himlen sig til jorden bukked,
den gang du blev støvets søn;
bøj dig nu til hjertesukket,
øre dit til angers bøn!
O Marias søn, du bolde,
døm mig ej med læber kolde,
skjul mig i din kærlighed!
5. Mine synder, dine domme,
bundløst dyb at tænke på!
Lad din nåde til dem komme
og i dybde overgå!
Når af den jeg er oplivet,
jeg, hvem meget er tilgivet,
elske vil dig evig ømt.